Grøn kansler bider sig fast

Den tyske regeringskoalition af borgerlige og socialdemokrater bøjer sig mod hinanden. Det er en større fordel for CDU end for SPD, viser et sommermøde, som sluttede i går.

En smilende Angela Merkel. Foto: AFP Fold sammen
Læs mere

BERLIN: »Der findes to veje til politisk fremgang enten tilpasser man sig, eller man giver efter,« sagde Konrad Adenauer, Tysklands første forbundskansler, engang.

Dette motto synes at have præget den tyske regerings sommermøde på et prægtigt slot uden for Berlin. I går sluttede sammenkomsten, og de to store partier i koalitionen, det borgerlige CDU og det socialdemokratiske SPD, lod forstå, at man havde bøjet sig mod hinanden og efter bedste evne ville fortsætte øvelsen frem til forbundsdagsvalget 2009.

Det er ingen selvfølgelighed. I den praktiske politik er der ikke meget forskel på CDU og SPD, men traditionen tilskriver, at man er arge modstandere. Efter snart to år i regeringen har man vænnet sig til at samarbejde, selv om det undertiden holder hårdt. I går stod det klart, at man satser på at blive ved.

Det gælder først og fremmest om at præsentere succeserne. Her er miljøpolitikken en vigtig del. Den socialdemokratiske miljøminister Sigmar Gabriel der sidste uge var i Grønland med kansler Angela Merkel er blevet enig med den borgerlige økonomiminister Michael Glos om en klimapakke, som de færreste havde troet mulig.

Frem til 2020 skal udslippet af drivhusgasser mindskes med 40 procent sammenlignet med 1990. Det lykkes formentlig ikke helt, men pakken er mere vidtrækkende, end SPD og De Grønne formåede at få igennem i løbet af syv års fælles regering, inden Merkel kom til. Merkel, der selv har været miljøminister, er ved at markere sig som den grønneste kansler i forbundsrepublikkens historie.

Også på arbejdsmarkedet (dalende ledighed og en større åbenhed over for indvandrere med faglige kvalifikationer), økonomien (det første rigtige overskud i finansloven siden 1990) og integration (en stort anlagt konference og fokusering på fremmedfjendtlighed, især i Østtyskland) er der rimelige resultater.

Der er en del, man ikke har nået, eksempelvis en fremtidssikret sundheds- og plejesektor, men det skyldes bl.a. stærk lobbyvirksomhed fra læger og sygekasser, og næppe mangel på vilje i regeringen.

SPD skal i arbejde
Den store opgave ligger nu hos SPD. Merkel, der er formand for CDU, rider på en popularitetsbølge, som dels skyldes hendes person, dels hendes internationale arbejde med ledelsen af G 8-samarbejdet og det nyligt afsluttede EU-formandskab. SPD ligger i bund i meningsmålingerne, og formanden Kurt Beck har ikke afsløret store visioner eller overbevisende evner som rorgænger.

Samtidig har Merkel ikke ulig Anders Fogh Rasmussen i Danmark med imponerende snilde overtaget mange af SPDs synspunkter. Beck bliver næppe socialdemokraternes kanslerkandidat, han har formentlig hverken det nationale eller internationale format, som skal til. Et muligt alternativ er den vennesæle og populære udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier. Han har netop fået sin egen valgkreds, i Brandenburg, som omgiver Berlin. Og han kan både tilpasse sig og give efter, uden det ser sådan ud.