Greta Thunberg opfordrer paven til at klimastrejke

Paven opfordrede den 16-årige Greta Thunberg til at fortsætte sin aktivisme, da de to mødtes i Rom onsdag.

Den unge svenske klimaaktivist Greta Thunberg havde onsdag en opfordring med til pave Frans om at slutte sig til de klimastrejker, som især unge over store dele af verden har gennemført efter Thunbergs eksempel. Vatican Media/Reuters Fold sammen
Læs mere

Efter at have talt for indflydelsesrige ledere i Bruxelles, Strasbourg, Davos og mange andre steder kan Greta Thunberg nu sætte flueben ved endnu et møde med en indflydelsesrig leder.

Onsdag var den 16-årige svensker i Rom, hvor hun mødte pave Frans under hans ugentlige audiens på Peterspladsen.

»Han var vældig varm og venlig. Det var uformelt, og han smilede og grinede hele tiden,« fortæller Greta Thunberg til Dagens Nyheter.

Thunberg holdt et skilt frem med opfordringen »Deltag i klimastrejken«, da paven nærmede sig hende på Peterspladsen.

»Jeg takkede ham for, at han kæmper for klimaet,« siger hun og tilføjer, at paven opfordrede hende til at »carry on, Greta, just carry on« - at fortsætte sin kamp for klimaet.

Pave Frans har selv advaret om klimaforandringerne ved flere lejligheder.

Han har jævnligt mindet om, at verdens fattigste og mest sårbare lande rammes hårdt af øget forurening, krige, epidemier og migration på grund af klimaforandringer.

Ud over mødet med paven skal den svenske aktivist også til møde i det italienske senat og deltage i en klimademonstration i Rom.

Thunberg ankom med tog til Rom onsdag. Hun afviser at flyve på grund af flytrafikkens tunge CO2-aftryk. Dagen inden var hun i Strasbourg for at tale i EU-Parlamentet.

Thunberg begyndte sin egen »skolestrejke for klimaet« i  september. Hun bliver væk fra skole hver fredag og sætter sig i stedet uden for det svenske parlament, Riksdagen, i Stockholm for at gøre opmærksom på klimatruslen.

I de seneste måneder har klimastrejkerne bredt sig til adskillige lande over hele verden.

/ritzau/TT