Greta Thunberg nægter at tage imod Nordisk Råds Miljøpris

Den svenske klimaaktivist Greta Thunberg har også takket nej til 350.000 kroner fra Nordisk Råd.

»Greta har som ingen anden præsteret på kort tid at øge bevidstheden om klima- og miljøspørgsmål i de nordiske lande og i resten af verden.« Fold sammen
Læs mere
Foto: MARK FERGUSON

Den svenske klimaaktivist Greta Thunberg har fået Nordisk Råds Miljøpris for 2019, oplyser Nordisk Råd i en pressemeddelelse.

Greta Thunberg har dog valgt ikke at tage imod prisen, der er blevet uddelt ved et arrangement i Stockholm tirsdag aften.

Til at repræsentere sig havde Greta Thunberg sendt to andre aktivister.

»Vi er blandt de lande, som har mulighed for at gøre mest, men vi gør i princippet ingenting.«

»Indtil det sker, vil hverken jeg eller Fridays for future i Sverige (Thunbergs miljøbevægelse, red.) tage imod Nordisk Råds Miljøpris«, sagde aktivisterne på vegne af Greta Thunberg til arrangementet.

Prisen får 16-årige Greta Thunberg, fordi hun har vakt liv i klima- og miljødebatten på et kritisk tidspunkt i verdenshistorien, forklarer juryen.

Samtidig har hun inspireret millioner af mennesker verden over til at kræve mærkbare tiltag fra politikerne.

»Greta har som ingen anden præsteret på kort tid at øge bevidstheden om klima- og miljøspørgsmål i de nordiske lande og i resten af verden.«

»Hun har stædigt og overbevisende opfordret verden til at lytte til forskningen og handle ud fra fakta. Hendes påvirkning er blevet så omfattende, at der nu tales om en global 'Greta Thunberg-effekt',« lyder det i pressemeddelelsen fra Nordisk Råd.

Tidligere i år var Greta Thunberg nomineret til at modtage Nobels fredspris. Den endte dog i stedet med at gå til Etiopiens premierminister, Abiy Ahmed.

Greta Thunberg har i noget tid været en af de mest fremtrædende stemmer i kampen mod klimaforandringer. Hun er blandt andet kendt for at være blevet væk fra skolen for i stedet at demonstrere foran Riksdagen i Sverige.

For en måneds tid siden talte hun ved åbningen af FN's klimatopmøde i New York. Det var en tale, som længe efter fik en del omtale på grund af særligt den måde, Grete Thunberg fremlagde den på.

»Jeg burde slet ikke stå heroppe. Jeg burde være i skole. I ser håb i os unge mennesker - hvordan vover I?«

»I har stjålet mine drømme og min barndom med jeres tomme ord,« sagde Greta Thunberg dengang med tårer i øjnene.

Ud over miljøprisen har Nordisk Råd tirsdag aften også uddelt priser inden for film, musik, litteratur samt børne- og ungdomslitteratur.

De enkelte prismodtagere får ud over deres priser også 350.000 kroner.

På sin Instagram-profil fortæller Greta Thunberg, at hun heller ikke vil tage imod de 350.000 kroner.

I både film- og litteraturprisen var der danske modtagere.

/ritzau/