Greta Thunberg får pris og en million svenske kroner

Den svenske klimaaktivist får årets alternative nobelpris sammen med tre menneskerettighedsforkæmpere i tre forskellige lande.

Den 16-årige Greta Thunberg, som tirsdag holdt en følelsesladet tale ved FN's klimatopmøde og generalforsamling, får årets alternative nobelpris. Kena Betancur/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Den alternative nobelpris er gået til Greta Thunberg.

Den svenske klimaaktivist får årets Right Livelihood-pris sammen med Aminatou Haidar fra Vest-Sahara, kinesiske Guo Jianmei og brasilianske Davi Kopenawa.

De får hver en million svenske kroner.

Den 16-årige Greta Thunberg, som tirsdag holdt en følelsesladet tale ved FN's klimatopmøde og generalforsamling, får prisen for at have inspireret millioner af andre til at engagere sig i kampen mod global opvarmning, hedder det i begrundelsen fra Right Livelihood Award, som har base i Stockholm.

»Jeg er dybt taknemmelig og beæret. Men som altid, når jeg modtager priser, er det ikke mig selv, som er modtageren. Det er den globale bevægelse, som jeg er med i, og som omfatter skolebørn, unge og voksne i alle aldre, som har bestemt sig for at beskytte vor planet. Jeg deler min pris med alle dem,« siger hun til Right Livelihood.

Menneskerettighedsaktivisten Aminatou Haidar, som har siddet fængslet og er blevet tortureret i Marokko, får prisen for sin ikkevoldelige kamp for retfærdighed og selvstyre for Vest-Sahara.

Den kinesiske menneskerettighedsadvokat Guo Jianmei får prisen for »sit banebrydende og utrættelige arbejde« for kvinders rettigheder i verdens mest folkerige land.

Brasilianeren Davi Kopenawa og hans organisation Hutukara Yanomami Sammenslutningen får prisen for »en modig og beslutsom kamp for at beskytte Amazonas og regionens oprindelige befolkning.«

Stiftelsen Right Livelihood Award blev grundlagt af den svensk-tyske filantrop Jacob von Uexkull i 1980 »for at hædre og støtte modige mennesker, som løser globale problemer«.

Årets fire prismodtagere føjes til en række af op mod 180 andre prisvindere fra over 70 lande.

/ritzau/TT