Greta Thunberg er mandag eftermiddag ankommet til den græske hovedstad, Athen, sammen med andre svenske aktivister.

De var blevet deporteret hertil efter at være blevet tilbageholdt af Israels flåde, mens de forsøgte at sejle nødhjælp til Gaza.

Det oplyser organisationen Global Movement to Gaza Sverige til det svenske nyhedsbureau TT.

Thunberg siger ifølge TT, at de blev "dårligt behandlet" i Israel, men hun ønsker at rette fokus mod Gaza.

- Lad mig være helt klar: Der foregår et folkemord for vores øjne. Et folkemord, der bliver sendt direkte. Ingen kan påstå, at de ikke ved, hvad der sker, siger hun i Athens lufthavn.

Greta Thunberg kritiserer verdens regeringer for, at de ifølge hende ikke gør nok for at presse Israel.

- Ifølge international ret har stater en juridisk forpligtelse til at handle for at forhindre og stoppe folkemord. Det betyder, at man skal stoppe samarbejdet, udøve reel pres og stoppe våbentransporter. Det ser vi ikke sker, siger hun.

Thunberg vil ikke gå i detaljer om, hvordan hun og de andre aktivister blev behandlet under fangenskab i Israel.

- Jeg kunne tale meget længe om, hvordan vi blev dårligt behandlet og udsat for overgreb under vores tid i fængsel, tro mig, men det er ikke det, det handler om, siger Thunberg ifølge TT.

Ifølge Israels udenrigsministerium blev 171 aktivister - heriblandt Thunberg - deporteret mandag. Én af dem var dansker.

Jurist Sena Eliküçük, der repræsenterer de svenske aktivister, har til TT fortalt, at Thunberg under tilbageholdelsen blev trukket i håret og tvunget til at kysse det israelske flag.

Israel har afvist anklagerne.

22-årige Greta Thunberg og de øvrige svenske aktivister var en del af en flotille på 42 civile skibe, der sejlede til Gaza med mad og medicin.

Skibene blev tidligere på ugen stoppet af Israels flåde, der tilbageholdt mere end 450 aktivister fra flere lande.

Aktivisterne har siddet i Ketziot-fængslet, som ifølge The Guardian primært bruges til at tilbageholde palæstinensiske fanger.

Ifølge det israelske udenrigsministerium er 138 stadig tilbageholdt, skriver AFP.

En anden nødhjælpsflotille, Thousand Madleens to Gaza, er mandag aften stadig på vej mod Gaza.

Flotillen har to danske både med, hvoraf flere danskere er om bord. Én af dem er folketingsmedlem Victoria Velasquez (EL).

De forventer at ankomme til området, hvor der er risiko for at blive bordet af Israels flåde, onsdag eller torsdag.

/ritzau/TT