ATHEN: Det kaotiske græske pensionssystem er blevet symbolet på en økonomi, der er slået fejl, og en statsgæld, som er vokset helt ud af kontrol. Det er et helt centralt problem, men en løsning vil være langsigtet, og pensionerne er også det emne, som modstandere af en aftale på begge sider nemt kan udnytte til at skabe vrede og protester, siger den græske økonom og pensionsekspert Platon Tinios.

Hvorfor er det græske pensionssystem så fremtrædende i debatten om gældsproblemet?

»Det er et centralt punkt. Det er let at rejse en diskussion omkring, og der er næsten ikke nogen, der forstår det. Det er nemt at samle støtte fra gaden ved at male et billede af det på den måde, som man ønsker,« siger Platon Tinios, der har en ph.d. i økonomi fra Cambridge og en master fra Oxford, og som har skrevet flere bøger om det græske pensionssystem.

»Det græske pensionssystem er som et kalejdoskop. Fra et synspunkt kan det se sundt ud socialt og samfundsmæssigt. Fra et andet synspunkt kan det se ud som det klassiske billede på den dovne græske kvinde, der kan blive pensioneret som 42-årig, mens en hårdtarbejdende dansker må vente, til hun er 67. Begge synsvinkler er sande, og man kan argumentere for begge dele. Hvis man ønsker at få en kamp, er pensionerne det ideelle emne,« siger Platon Tinios, der har en ph.d. i økonomi fra Cambridge og en master fra Oxford, og som har skrevet flere bøger om det græske pensionssystem.

Er pensionssystemet reelt et afgørende problem fra et økonomisk synspunkt i den nuværende, dybe krise?

»Det må man sige. Det er den største enkeltstående offentlige udgift. Det er den største af de udgifter, der har ført til en bankerot i Grækenland. Samtidig gør demografien, at det kan blive meget værre de kommende år. Gennem de seneste 40 år har problemet med pensionssystemet været en dåse, som politikerne er blevet ved med at sparke foran sig ned ad gaden for at undgå at gøre noget ved det og risikere problemer med deres vælgere.«

Det kan være afslutningen på en græsk æra

Kunne de græske politikere ikke bare én gang for alle kopiere et nordeuropæisk pensionssystem for at få diskussionen med de øvrige EU-lande og långivere ud af verden?

»Det var på en måde, hvad man gjorde i 2010. Problemet er, hvad man gør i overgangsperioden. Hvordan man forholder sig til folks forventninger, hvis de økonomisk har planlagt at gå på pension inden for de kommende fem til seks år. Gennemgribende ændring af et pensionssystem er en meget langvarig proces. Det tager en generation. I 1996 kopierede Italien svenskernes pensionssystem med en lang overgangsperiode. Vi besluttede ikke at gøre noget.«

»Da Ronald Reagan som præsident i USA ville hæve pensionsalderen uden at ændre hele systemet, var beslutningen at gøre det gradvist over en periode på 30 år. Hvis det skal have nogen målelig effekt på de offentlige udgifter, skal man hurtigt begrænse udbetalingerne. Det kræver en kort overgangsperiode, og det vil gøre mange vrede. Det vil være svært at håndtere.«

Hvad vil være den mest effektive måde at reformere pensionssystemet på?

»Tjah, hvis vi forlader euroen og indfører vores egen devaluerede valuta, vil vi med ét slag banke værdien af pensionerne ned. Det vil især gå ud over folk med lave pensioner. Det mest dramatiske eksempel på det er hyperinflationen i Latinamerika, der førte til nye pensionssystemer i lande som Chile, Peru, Argentina. Men sådan burde det ikke gå til i Europa.«

Hvad er kernen i problemet med de græske pensionssystemer?

»Fragmentationen. Der er ikke noget samlet system. Hvis jeg skal forklare det simpelt, er det her et eksempel: Der er en bestemmelse om en pensionsalder, som er 65 år for mænd og 60 år for kvinder. Men den pensionsalder gælder kun for 15 procent. De resterende 85 procent af pensionisterne har undtagelser, så det ikke gælder for dem. Det gør systemet dyrt og meget uretfærdigt.«

»I et demokratisk system gør den situation, at 85 procent er bekymrede over, at de kan miste deres pensioner, og at de skal stemme for noget, der vil stille dem dårligere. Det er lettere at få folk til at demonstrere for noget, der vil stille dem bedre.«

Hvordan kan eurolandene og resten af EU bidrage i den øjeblikkelige situation?

»Europæerne bør modstå fristelsen til at hovere og sige, at man burde have lyttet til Europa. Det er let at argumentere for, at det er grækernes egen fejl. For jo, vi er selv hoppet ud over klippen, men nu falder vi, og så bør det for EU gælde om at afbøde faldet, inden vi rammer grunden, og inden der sker ændringer i samfundet, som ikke kan laves om igen.«

Kan Grækenland ende som en fejlslagen stat, hvor økonomien falder helt fra hinanden, og den demokratiske stabilitet kommer i fare?

»Jeg har følelsen af, at det her er afslutningen på en æra. Grækenland har selvfølgelig brug for flere milliarder i hjælp, hvis landet skal klare sig, og det er kun blevet værre med den skade, der er sket på økonomien de seneste dage, hvor tilliden til bankerne er helt forsvundet.«

»Min bekymring er, at der selv med et ja ved folkeafstemningen vil være et politisk vakuum, hvor det er svært at se, hvem der kan implementere ændringer. Om det så vil kunne rokke ved demokratiet, det er kun op til os selv,« siger Platon Tinios.