Græsk minister forlader sin post efter dødelig naturbrand

Regeringen i Grækenland er blevet kritiseret for ikke at gøre nok for at redde borgere fra brand nær Athen.

Den græske minister for civilforsvaret, Nikos Toskas, har valgt at forlade sin post. Fold sammen
Læs mere
Foto: LOUISA GOULIAMAKI

Efter at en voldsom naturbrand hærgede i Grækenland og dræbte adskillige mennesker, har den græske minister for civilforsvaret, Nikos Toskas, valgt at forlade sin post.

Ministeren, som havde ansvaret for politiet og dets indsats under katastrofen, fratræder sin stilling fredag. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Landets premierminister, Alexis Tsipras, har været under pres for at afskedige de ansvarlige embedsmænd, efter at den voldsomme brand omdannede byen Mati øst for Athen til en askehob i slutningen af juli.

»Premierministeren har accepteret hr. Toskas opsigelse,« skriver premierministerens kontor i en udtalelse.

Regeringen er af oppositionen blevet beskyldt for ikke at gøre nok for at redde de græske borgere fra flammerne.

88 mennesker omkom som følge af katastrofen, mens 40 personer fortsat er indlagt på hospitalet. Ni af de tilskadekomne er i kritisk tilstand. Og én person meldes fortsat savnet.

Således er naturbranden blevet den mest dødelige brandkatastrofe i landets historie.

Oppositionen har anklaget regeringen for at at give utilstrækkelig information og for ikke at have evakueret nok mennesker, set i lyset af at området ofte rammes af naturbrande.

Dertil mener oppositionen, at regeringen forsøgte at skjule, hvor mange mennesker som i virkeligheden mistede deres liv under katastrofen, mens flammerne hærgede.

I dagene efter katastrofen fortalte både brandfolk og politifolk, hvad de oplevede, at der gik galt, skriver AFP.

En gruppe betjente mener, at de ikke var blevet tilstrækkeligt underrettet om, hvor branden var, så de kunne blokere området. Derfor kørte flere bilister ind i området og omkom, fordi de blev fanget i flammerne.

Nikos Toskas skal angiveligt have tilbudt at trække sig fra sin ministerpost, kort efter at branden brød ud. Men premierministeren bad han blive i sit embede, indtil katastrofen fik sin ende.

Naturbranden brød ud i kystbyen Mati, som er en populær feriedestination for danskere og andre europæere. På grund af kraftig vind spredte flammerne sig så hurtigt, at folk løb ud i havet for at redde sig selv.

/ritzau/