Grækernes fornemmelse for skyld

Fem års nedskæringer og spareplaner har ikke bragt Grækenland ud af gældsfælden. Nu søger mange vælgere en anden vej. Parlamentsvalget i dag kan bringe et uprøvet venstrefløjsparti til magten, der har vundet opbakning ved at tale om europæisk solidaritet.

Læs mere
Fold sammen

ATHEN: Man bemærker straks, at der er politi overalt. I små grupper, inde i politibusser med gitter for vinduerne og på motorcykler overvåger de Syntagma-pladsen foran parlamentet og de tilstødende mondæne butiksstrøg med eksklusive mærkevarer, hvor også centrale græske ministerier holder til.

Der er ingen demonstrationer. Da krisen for alvor begyndte at bide i 2010, frygtede mange, at situationen ville gå amok, og Athens centrum ville blive raseret under konfrontationer mellem politiet og unge anarkister sammen med vrede grækere, der mistede deres arbejde og livsgrundlag. Siden har der været nogle demonstrationer og hårde konfrontationer men ikke op til dagens parlamentsvalg.

Despina Kostopoulou sidder sammen med en lille gruppe midaldrende kvinder på plastikstole mellem bannere, billeder af konfrontationer med politiet og tegninger af en rød gummihandske. Der er også et par elvarmere og et iglotelt. Det er »rengøringsdamerne«, som i otte måneder har fastholdt en lille protestlejr på fortovet foran finansministeriet.

»595 rengøringskvinder blev fyret fra deres job på skattekontorer og på ministeriets kontorer i hele Grækenland. De troede, at det kunne de let slippe af sted med hos sådan nogle som os, men til forskel fra resten af befolkningen besluttede vi ikke at acceptere det,« siger Despina Kostopoulou, der sammen med de øvrige kvinder også har rejst en sag mod staten om ulovlig fyring.

Rengøringsdamerne føler sig som syndebukke, fordi politikerne måtte vise EU og de øvrige långivere, at de var klar til at reformere og fyre folk fra den gennem årtier vildtvoksende offentlige sektor. Kostopoulou kan ikke se, hvordan hendes 500 euro om måneden kan være en vej ud af krisen, og hun fortæller med et ironisk smil, at skattekontorerne fortsat får gjort rent, godt nok kun hver anden dag, gennem et privat bureau.

Kvinderne forventede kun at få lov at blive der et par dage, men hun tror, at regeringen frygtede de politiske omkostninger ved at få politiet til at fjerne dem. På den anden side har aktionen aldrig fået nær det omfang som andre landes »occupy«-protestbevægelser.

»Det kunne man have forventet, men det udviklede sig aldrig. Det er kun os og nogle få aktioner andre steder. Folk tror ikke længere på den slags bevægelser,« siger Despina Kostopoulou.

Til gengæld tyder meningsmålinger på, at grækerne er parate til en politisk revolution ved at udskifte de to traditionelt skiftende regeringspartier Nyt Demokrati og PASOK med det uprøvede venstrefløjsparti Syriza. Partileder Alexis Tsipras har taget rengøringsdamerne til sig som et symbol på uretfærdigheden i de sociale omkostninger ved regeringens nedskæringer og omverdenens sparekrav.

Når man taler med grækere, accepterer de fleste, at det måtte blive hårdt. De erkender, at de fede år med fremgang og den store fest omkring OL-værtskabet i 2004 blev finansieret med lånte penge uden tanke på, at de engang skulle betales tilbage. Men fornemmelsen for skyld har også en anden side, lyder det.

»Jeg mener, at vi står over for et afgørende valg. Indtil nu har vi haft et neoliberalt arrangement ud fra en tysk forståelse. Nu er der et parti, der siger, at de ønsker at vælge en mere keynesianistisk vej,« siger professor i statskundskab Dimitris Charalambis, der gennem 15 år tog sin uddannelse og forskede i Tyskland, og som under krisen »er gået 40 procent ned i løn«.

Kravet fra Syriza er, at man markant vil have reduceret gælden og trods sparekravene have mulighed for at sætte projekter i gang, der kan reducere arbejdsløsheden og tage sociale hensyn.

»Tyskerne siger, at det ikke kan lade sig gøre. Men det er et paradigmeskift væk fra, at Grækenland kan være et fallitbo og få lov at blive i Europa med en gæld så stor, at landet aldrig vil have penge til en løsning baseret på en diskussion om, hvordan EU er organiseret. På tysk er gæld og ansvar det samme ord ’Schuld’, men kravet om, at grækerne må betale prisen for rodet, er mere religion end politik.«

Professoren medgiver, at de græske problemer for en stor del er selvforskyldte, men han henviser til, at Vesttyskland i 1953 fik halveret krigsskadeerstatning og gæld efter at have »forårsaget et endnu større rod« for at undgå en ny katastrofe på langt sigt.

Syriza har i partiets valgkampagne sagt, at man ønsker en international gældskonference for Grækenland. Talskvinde og europaparlamentsmedlem for det ledende regeringsparti Nyt Demokrati, Maria Spyraki, siger til Berlingske, at hendes parti er modstander af dele af de internationale sparekrav, men at Grækenland ikke har andre muligheder end at opfylde de underskrevne aftaler. Til gengæld understreger hun, at man forventer lempeligere lånevilkår fra EU og andre långivere, når en aftalt fase af spareplanen ifølge Spyraki vil være fuldt opfyldt til februar.

Flere europæiske regeringschefer har direkte og indirekte givet opbakning til den borgerlige premierminister Antonis Samaras. De ønsker ikke fornyet uro om euroen, og de ønsker heller ikke en diskussion om gældsbetingelserne, selv om også flere og flere internationale økonomer siger, at nogen af sparekravene skader mere, end de gavner, og bakker op om, at gælden ikke er på et »bæredygtigt« niveau for det græske samfund. Den voksende tilslutning til den kun 40-årige Tsipras viser samtidig, at ønsket om at »europæisere« krisen for alvor er ved at vinde gehør hos mange grækere.

De føler ikke, at fem år med spareplaner og nedskæringer har givet udsigt til forbedringer. Tværtimod er arbejdsløsheden på mere end 25 procent, mens ungdomsarbejdsløsheden ifølge Spyraki er i omegnen af 60 procent. Mange grækere i job har oplevet dramatisk fald i lønninger og må arbejde ekstra uden kompensation, hvis det skal løbe rundt.

»Jeg har en lille butik og arbejder hele tiden. Det kan man ikke kalde et liv. Jeg har aldrig været ude at rejse, og det vil jeg også gerne prøve,« siger en 28-årig kvinde.

Den svimlende statsgæld til udlandet for Grækenlands cirka 11 millioner indbyggere er på omkring 320 milliarder euro, heraf er 240 milliarder fra de EU-ledede hjælpepakker. Det svarer nu til mere end 177 procent af bruttonationalproduktet mod omkring 130 procent i 2010, da krisen brød ud i lys lue.

Det skyldes blandt andet, at besparelserne har ramt økonomien væsentligt hårdere, end mange eksperter havde regnet med. Bruttonationalproduktet er faldet med mere end 25 procent de seneste seks år. Nogle har sammenlignet det med USA under depressionen. Spyraki sammenligner det med tiden efter Anden Verdenskrig, hvor Grækenland var et af de europæiske lande, der blev særligt hårdt ramt samt udsat for brutale overgreb og efterfølgende blev kastet ud i en polariserende borgerkrig.

»Måske er vi nødt til at finde frem til virkelige europæiske løsninger for europæiske problemer,« siger Spyraki.

Hun fokuserer på behovet for økonomisk solidaritet. Andre politikere mener som professor Charalambis, at det er vigtigt at grave langt dybere for at se på kernen i problematikken.

»Er vi nationalstater med fælles aftaler, eller er vi europæere. Den tyske regerings milliarder gik i høj grad til at redde de tyske banker og overførte reelt gælden til skatteyderne. Vore skibsredere er de rigeste i landet, men de betaler ikke noget. Ingen i Europa siger eksempelvis, at deres skibe ikke kan anløbe europæiske havne, hvis de ikke betaler skat,« siger professoren.

Det kan være fristende at smile overbærende. Alle har efterhånden hørt om grækernes letsindige overforbrug. Man husker historierne om et bureaukrati skabt på vennetjenester og politiske belønninger, hvor folk fik penge for at lave ingenting. Afsløringerne af korruption i stor skala og beretninger om almindelige middelklasseborgeres årlige »aftaler« med skatteinspektørerne samt de heftigt sminkede budgetter som adgangsbillet til euroen har ikke kaldt på de øvrige EU-borgeres medlidenhed.

Andre EU-lande har også været igennem hårde besparelser med store konsekvenser. I Grækenland er fattigdommen synlig i gadebilledet, men der er fortsat godt fyldt op på cafeer og barer i Athen. Folk ude på landet kan dyrke jorden, og på øerne har man med de politiske spændinger i Nordafrika og Tyrkiet nydt godt af en vækst i turismen.

Lena Dourou mener, at det er et helt forkert og farligt udgangspunkt. Hun er regional guvernør for Attica, inklusive Athen, og dermed i hvert fald indtil dagens valgresultat den højest placerede folkevalgte Syriza-politiker. Lena Dourou mener, at det flår EU i stykker, hvis vi fortsat peger fingre ad de enkelte lande og ser på deres økonomiske problemer adskilt fra det europæiske fællesskab.

»Vi er nødt til at finde tilbage til fundamentet for EU og finde svarene på demokratiets krise. Så længe de europæiske ledere ikke arbejder på det niveau og kun henvender sig til deres nationale publikum, har vi ikke håb om at finde en løsning,« siger Lena Dourou.

Den græske politiker opnåede international »berømmelse«, da et medlem af det ekstremistiske højreparti Gyldent Daggry under en ophidset TV-debat kastede et glas vand i hovedet på hende, og klippet blev set på internettet verden over. Hun mener, at kun fokus på undervisning, adgang til sundhedshedssystemer og respekt for basale menneskerettigheder kan sikre de europæiske demokratier.

»Krisen vil tage tid, men med nedskæringer og spareplaner over hele Europa synes vi igen at skulle opleve, at nazismens spøgelse banker på.«

Lignende tanker har ført til, at den omstridte finansmand, milliardær og politisk, humanitær donor George Soros netop har åbnet et solidaritetscenter over for Larisis-banegården i udkanten af Athens centrum. Her kan fattige og trængte grækere, immigranter og flygtninge få gratis lægehjælp, advokatbistand, familierådgivning samt hjælp til jobsøgning og børnepasning. Behovet er oplagt i et samfund, der ikke længere har råd til at tage sig af dem, der ikke kan klare sig selv, men der er også en anden grund til at involvere sig direkte i Grækenland, siger Elli Xenou, programchef for Solidarity Now.

»Det var Soros’ egen idé. Han ser situationen her som vigtig for hele Europa, fordi den påvirker de værdier, som EU er bygget på. Det skaber en stemning imod EU og har ført til opblomstringen af Gyldent Daggry,« siger Elli Xenou.

»Vi vil også prøve at fremme en diskussion om, hvordan EU har reageret. Det gælder også i forhold til flygtninge fra Syrien, som nu er et meget synligt problem. Vi mener, at med en ordentlig samfundsstruktur er vi i stand til at gøre mere, og det underlæggende budskab er, at solidaritet er løsningen.«

Europæiske politikere henviser jævnligt til, at deres skatteydere ikke kan betale for grækernes overmod og siger, at det vil føre til en farlig præcedens. Men det gjorte kan ikke gøres om. Pengene er brugt. Selv om man kan finde og straffe de ansvarlige, vil kassen fortsat være tom. Når der er tale om en befolkning, kan man ikke bare lukke butikken eller fabrikken og gå videre til noget andet. I stedet må man definere den reelle årsag til krisen og insistere på de nødvendige reformer, mener Panos Karkatsoulis. Den erfarne embedsmand passer ikke ind i stereotypen på en græsk bureaukrat. I 2012 fik han en »International Public Administration« pris uddelt i USA, og han har ledet evalueringer af det offentlige system i Danmark og Tyskland for EU og OECD. Nu stiller han op til valget for det kun ti måneder gamle Potami-midterparti, der ifølge meningsmålinger kan blive en afgørende partner for en koalitionsregering til højre eller venstre. Han mener, at Grækenlands krise har afdækket, at landet lider under nogle helt centrale »systemfejl«, som der endnu ikke er gjort op med.

»Jeg elskede det i Danmark. I er så heldige med jeres konsensus. Jeg mødte folk fra det offentlige og det private, der var dybt uenige, men helt basalt var de enige om proceduren. Grækerne kunne lære noget af tankegangen om at samarbejde og ikke bare udstede ordrer og så komme tilbage tre måneder senere for at kontrollere. Men vi bliver selvfølgelig aldrig helt som jer,« siger Karkatsoulis med et smil.

Men samtidig med, at han nu som politiker vil prøve at gennemtvinge de tilbundsgående reformer, som han finder absolut nødvendige, mener han, at europæerne må forstå, at krisen nu i høj grad drejer sig om grækernes identitet.

»Den virkelige diskussion handler om, hvor vi hører til i øst, vest, nord eller syd. Nogle siger, at vi bare kan vende os mod Israel, Rusland eller måske Indonesien. Jeg mener, at det er latterligt, men krisen har rørt ved noget dybere,« siger Karkatsoulis.

Europæiske politikere har op til parlamentsvalget i dag gjort alt for at holde de græske problemer ud i strakt arm og for det meste holdt sig til at tale om det i euro og cent. Den tyske kansler Angela Merkel og andre har signaleret, at EU har polstret sig til at kunne klare rystelserne, hvis Grækenland i sidste ende vælger eller bliver nødsaget til at forlade euroen og måske også EU. Karkatsoulis siger, at de ledende politikere også bør se på, hvad der sker i Tyrkiet og Mellemøsten. Og i Ukraine:

»Jeg ønsker, at vi forbliver i euroen uanset, hvad det kræver. Jeg mener, at vi hører til i Europa. At Grækenland er det mest europæiske, der findes. Jeg vil ikke have Pandoras æske åbnet, og jeg ønsker ikke, at Grækenland bliver et geopolitisk emne.«

Foran finansministeriets bygning venter Kostopoulou og de øvrige fyrede rengøringsdamer spændt på resultatet af parlamentsvalget.

»Hvis Nyt Demokrati vinder, vil vi ikke længere være her, fordi de vil gå efter os, og vi vil miste ethvert håb om at blive genansat,« siger hun.

Hvis Syriza vinder, håber Kostopoulou, at partiet opfylder valgløfterne og giver dem deres job tilbage. Helt det samme bliver det aldrig for »rengøringsdamerne«, der er trukket ud af anonymiteten og blevet et nationalt symbol. Kostopoulou erkender, at hun ikke ved, om hun ville kunne affinde sig med igen at gøre rent. Efter mange måneder på gaden som politiske aktivister med verdens opmærksomhed kan det også blive svært at vende tilbage til familielivet. En af kvinderne slår en latter op og og råber:

»Vi får måske vores job tilbage, men vi vil måske miste vores mænd.«