Grækenland får to dage til at beslutte sig

Der er lagt hårdt pres på Grækenland i forhandlingerne om en forlængelse af sikkerhedsnettet under det kriseramte land. Eurolandene og Den Internationale Valutafond (IMF) mener, at de har givet sig rigeligt og vil have et svar i weekenden. Den græske lejr har fortsat svært ved at acceptere reformkravene.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BRUXELLES: Det var tilbage i tænkeboksen for Alexis Tsipras, da eurolandene torsdag ikke viste nogen lyst til yderligere indrømmelser over for den græske premierminister.

Den græske krise var slet ikke på stats- og regeringschefernes dagsorden på EU-topmødet, men eurogruppens formand, den hollandske finansminister Jeroen Dijsselbloem, blev inviteret til at give en status, efter det fjerde finansministermøde i eurogruppen på en uge heller ikke førte til et gennembrud.

Parterne er ganske vist kommet nærmere hinanden, men der er stadig større uenighed om reformer på pensionsområdet og moms, og en række lande, herunder Portugal og Holland, gjorde det ifølge Berlingskes oplysninger ganske klart over for Tsipras, at man ikke vil strække sig længere.

En kilde blandt kreditorerne lægger da heller ikke skjul på, at deres sidste udkast er en slags ultimatum til Grækenland.

»Der er ikke så meget at diskutere. Der er kun et forslag på bordet,« siger kilden til Berlingske med reference til det seneste forslag fra »institutionerne« - EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank (ECB) og IMF - som har ansvaret for at kontrollere, om Grækenland lever op til de aftalte reformer.

Financial Times anlægger samme vinkel på sin forside fredag, nemlig at der er givet et ultimatum til Athen, og at EU’s ledere forbereder en “Plan B”, hvis ikke Grækenland accepterer udspillet.

En anden kilde fortæller dog til Berlingske, at der også var flere på topmødet, som gav udtryk for, at uenigheden mellem Grækenland og kreditorerne ikke er større, end at der kan bygges bro inden lørdagens møde blandt eurogruppens finansministre.

Det bliver det femte eurogruppemøde på ni dage, og det er sidste chance for en aftale, hvis den skal nå at blive godkendt i det græske parlament søndag og derefter i det tyske parlament mandag.

Tirsdag skal Grækenland betale ca. 11,5 milliarder kroner tilbage til IMF, og de penge har Grækenland ikke, hvis der ikke kommer en aftale om en forlængelse af sikkerhedsnettet i denne måned. En forlængelse kan nemlig give adgang til de sidste 54 milliarder kroner i hjælpeprogrammerne fra eurolandene og IMF.

I den græske lejr bryder man sig på ingen måde om trusler om et ultimatum. Den græske regering mener, at den allerede har givet sig mere, end hvad godt er. Det er derfor slet ikke sikkert, at en eventuel aftale vil blive godkendt af det græske parlament.

“Det er ikke kun et spørgsmål, om det kan komme igennem parlamentet. Det handler også om, hvorvidt vi vil acceptere det. Nedskæringer i pensioner til de svageste og 23 procent moms for hoteller og restauranter er svært at acceptere,” siger en kilde i den græske lejr.

Fredag fortsætter forhandlingerne, og lørdagens møde i eurogruppen vil vise, om en aftale kan nås.

Tysklands kansler, Angela Merkel, har slået fast, at søndag er sidste chance for en aftale. Hun sendte en klar hilsen til Grækenland forud for EU-topmødet ved at sige, at der endnu ikke var gjort de nødvendige fremskridt.

Og fredag morgen kl. 3, da første dag af topmødet var slut, sagde hun:

»Der må arbejdes videre, så eurogruppen på lørdag kan komme til enighed, for tiden er yderst knap. Om det lykkes, kan jeg ikke sige, men den politiske vilje var tydelig i dag.«