Gråd og panik på visumkontoret

Journalist og globetrotter Uffe Gardel har gjort iagttagelser under et længerevarende ophold blandt bureaukrater i København K.

»Nej! Jeg opgiver! Jeg tager ikke afsted!«

Manden ved skranken ved siden af mig rejste sig op med en pludselig bevægelse, samlede i en fejende bevægelse en bunke papirer foran sig og proppede dem ned i sin taske.

»Jeg har været her fire gange nu, og hver gang er der noget nyt i vejen. Jeg kan ikke blive ved!«

Den unge russiske kvinde på den anden side af skranken fortrak ikke en mine. Beskyttet bag en glasplade iagttog hun roligt min vrede landsmand, der et øjeblik efter var ude af døren. Den knaldede i bag ham med et brag. Kvinden bag skranken trak næsten usynligt på skuldrene.

Vi var på det russiske visumcenter i Cort Adelersgade i København; et sted man ikke kommer udenom, hvis man vil til Rusland.

Siden tatarinvasionen har man i Rusland set på udlændinge med betydelig skepsis; ja, under Stalin kunne det være direkte livsfarligt at have venner i udlandet. I dag slapper man lidt mere af, men udlændinge er stadig nogle ganske særlige mennesker, man ikke sådan bare kan lukke ind. Så Rusland kræver visum, og ja, det er der mange andre lande, der gør, herunder USA, Kina og Indien.

Men det var naturligvis ingen trøst for den vrede mand, der i Cort Adelersgade valgte at opgive sin ruslandsrejse.

En enkel brøde

Hans fejl var indlysende, hans brøde enkel: Han manglede et standardbrev fra sit forsikringsselskab, der bekræftede, at hans rejseforsikring var betalt og gjaldt i Rusland. Det var ellers en meget fin forsikring, han havde, med police skrevet på både engelsk og spansk, men det hjalp intet. Medarbejderne på visumcentret har en ganske bestemt liste over oplysninger, de skal have, og de skal have dem i et ganske bestemt format, på en ganske bestemt måde, og i en bestemt rækkefølge. Sådan er det. Det hjælper ikke at fedte og gøre sig underdanig.

Forrige gang, jeg var på visumcentret, stod der en mand i venteværelset og talte i telefon. Han havde tårer i øjnene. I hånden holdt han et bundt pas; han var rejst fra Aarhus til København for at ordne visum til sig selv og en gruppe kolleger. Én af ansøgningerne var nu blevet afvist: Det indleverede foto var for blankt. Eller også var det for mat.

I dag ville der ikke være noget at græde over, for nu kan det nemlig slet ikke lade sig gøre at indlevere visumansøgninger for andre. Siden sidste efterår har visum­ansøgere fra Danmark og en håndfuld andre lande skullet have scannet fingeraftryk. Af alle ti fingre. Så ja, i dag ville hele holdet fra Aarhus skulle sætte en dag af til en fælles københavnsrejse for at søge visum. Rejse­bureauer kan heller ikke længere søge visum for deltagere i grupperejser; nej, de rejsende skal enkeltvis ledsages til visumcentret af en medarbejder fra bureauet. Jeg tror, det varer lidt, før det besatte Krim bliver et nyt Mallorca.

Noget for noget

Visumkrav er normalt baseret på et gensidighedsprincip: Hvis I kræver visum af vores borgere, så kræver vi også visum af jeres. Men det er faktisk ikke noget krav. EU kræver for eksempel visum af ukrainere, men Ukraine kræver ikke visum af os. På et eller andet tidspunkt må nogle politikere i Kiev have indset, at bare fordi EU-landene er skrækslagne ved tanken om at blive overrendt af ukrainere, som er villige til at udføre et hvilket som helst arbejde for 25 kroner i timen, så er der faktisk ingen grund til at ulejlige de forholdsvis få europæere, der kunne finde på at holde ferie eller gøre forretninger i Ukraine. Georgien har ræsonneret på samme måde.

Den slags overvejelser gør man sig ikke i Rusland. For russerne er Moskva det tredje Rom, og Sankt Petersborg et østeuropæisk Paris, så de er overbeviste om, at europæerne nok skal komme på besøg, visum eller ej. Lidt ret må de have, russerne, ellers ville så mange mennesker vel ikke tage de tunge skridt ind i den bureaukratiske labyrint.

Og heldigvis møder man da nogle levende mennesker i labyrinten, russere med et karaktertræk udviklet gennem år­hundreders omgang med blindt bureaukrati: Man er pragmatisk. Man finder løsninger og hjælper gerne, især hvis det kan ske, uden at man selv kommer i fedtefadet.

Den næste, tak

Umiddelbart efter, at den vrede mand havde forladt visumkontoret, blev hans plads ved skranken indtaget af en ny ansøger. Hun havde netop købt en rejse til et forholdsvis eksotisk rejsemål i Rusland, og nu skulle hun lige have visum. Troede hun.

»Visumansøgninger til byen X kræver 14 dages behandlingstid,« sagde visum­medarbejderen tonløst.

»Jamen, jeg skal rejse om ti dage. Jeg fik at vide, at jeg bare kunne få et ekspresvisum hos jer?«

»Når du skriver denne her by på ansøgningen, så tager det 14 dage.«

»Jamen, vil det så sige, at jeg slet ikke kan komme af sted?,« spurgte den nu paniske ansøger.

Visummedarbejderen anlagde et pædagogisk tonefald.

»Hvis du skriver X på ansøgningen, så tager det 14 dage. Hvis du skriver Moskva eller Sankt Petersborg, så går det hurtigere.«

»Jamen, jeg skal jo til X. Får jeg så ikke problemer, når jeg står i X, og har visum til Moskva?«

»Nej, nej. Man må gerne rejse rundt i Rusland på et russisk visum. Du skriver bare nogle andre byer på. Så har du dit visum på fredag.«