Gordon Brown som mirakelmager - eller modgift

Den 56-årige Gordon Brown har stået på spring til at overtage posten som premierminister næsten lige så længe, som Tony Blair har haft jobbet. Kan den alvorstunge finansminister løfte arven? Og er han, hvad Storbritannien har brug for?

Nuværende finansminister, Gordon Brown, er alt det, Tony Blair ikke er. Og måske er det netop det, briterne har brug for ¿ noget helt andet. At det bliver Gordon Brown, der overtager ledelsen af Labour og af landet, når Tony Blair forlader Downing Street, er givet. Der er ganske enkelt ikke andre kandidater i Labour, der kan nå på omgangshøjde med manden, der i de seneste ti år har forberedt sig på at komme helt til tops. Foto: Odd Andersen/AFP Fold sammen
Læs mere

LONDON: Allerede under valget i 2005 skete der et skred i den britiske befolkning, og det var sjovt nok den konservative opposition, der var de første til at opdage det.

Partiet mente at have fundet Blair-regeringens svage punkt: Gordon Brown.

Allerede dengang var det en offentlig hemmelighed, at Tony Blair ikke havde planer om at sidde hele perioden ud frem til næste valg, og daværende konservative leder Michael Howard havde forberedt en række bidende vitser om at købe katten i sækken: At stemme for Tony Blair og få Gordon Brown i stedet for.

Strategien kunne, efter sigende, måles direkte på meningsmålingerne. Men ikke sådan som oppositionen havde forestillet sig.

I stedet for viste det sig, at vælgerne var mere parate til at stemme for et Labour, der havde Gordon Brown parat i sidefløjen til at træde til som leder.

Det var formentlig mere et udtryk for hvor upopulær Tony Blair er blevet, snarere end det er nogen målestok for Gordon Browns evner udi folkeforførelse.

Den mørkhårede og nærmest puritanske Gordon Brown er som en januarmåned fyldt med kolde brusebade, revne gulerødder og forsagelse af chokolader, og det er måske netop den livsstilsændring, briterne har brug for oven på Tony Blairs politiske svar på julemåneden, der for mange har vist sig at være fyldt med meningsløst glitter og tomme kalorier.

Brown bliver kronet
At det bliver Gordon Brown, der overtager posten, når Tony Blair flytter ud af Downing Street for at skrive sin biografi og blive højtbetalt foredragsholder, har stort set været en politisk given faktor i det seneste år.

Uanset om Gordon Brown af beskedenhed eller overtro ikke længere siger det højt, bliver magtoverdragelsen i Labour en kroning og ikke et kampvalg. Der er ganske enkelt ikke andre kandidater, der kan nå på omgangshøjde med manden, der i de seneste ti år har forberedt sig på at blive kalif i stedet for kaliffen.

Dermed får briterne en politisk leder, de strengt taget ikke selv har valgt, og det bringer Gordon Brown i en lettere akavet situation. Skal han udskrive et hurtigt valg og få folkets opbakning efter sin tiltrædelse, eller skal han vente til 2009 eller 2010 for at nå at sætte sit mærke på en ny regering, inden han lader vælgerne beslutte sig?

Indtil videre tyder Gordon Browns meldinger på, at han får alt for travlt med at reformere regeringen til at få tid til at føre valgkamp. Han er forsigtig med at kalde sig selv kommende premierminister, men han er gået så vidt som til at forklare hvad han ville gøre, »hvis jeg havde et andet job i det kommende år«.

Først og fremmest vil den nuværende finansminister sætte flere penge af til uddannelse. Uddannelse, uddannelse, uddannelse var en af hovedstenene i Labours succesfulde valgkampagne i 1997, og Gordon Brown har lovet, at han vil bruge endnu flere penge på britiske skoler. Efter hans mening er det, hvad der kan sikre Storbritanniens konkurrenceevne og økonomi i fremtiden.

Ikke EUs flittigste elev
Briterne vil formentlig også i Gordon Brown få en premierminister, der interesserer sig mere for miljøet. Allerede nu har han involveret sig i forhandlinger om CO2-udledninger, og han har tydeligt signaleret, at ingen stærk økonomi kan overleve uden at tage miljøet i betragtning.

Blandt de andre udfordringer, der venter, er den fortsatte terrortrussel og fastholdelse af Storbritanniens økonomi i tider, der ser ud til at pege mod, at væksten er på vej til at aftage.

Internationalt skal man ikke regne med de store gennembrud på EU-fronten med Gordon Brown ved roret. Den kommende premierminister deltager da i de møder, han skal i Bruxelles, men han er lidt som en af de skoleelever, der ganske vist aldrig kommer for sent, men til gengæld heller aldrig rækker hånden op eller deltager i mere end det allermest nødvendige og som løber ud ad døren, så snart det ringer ud.

Finansministeren har aldrig været overbevist om euroens fordele og vil formentlig som premierminister holde fast i, at den britiske økonomi ikke er synkroniseret nok med resten af Europa til at overveje britisk deltagelse i den fælles møntfod.

Under Brown vil forholdet mellem USA og Storbritannien sandsynligvis stadig være tæt, men man vil formentlig aldrig se den bogligt begavede Brown, der begyndte på universitetet som 16-årig, udvikle et nært personligt forhold til George W. Bush. Derimod kan man forestille sig, at en eventuel kommende demokratisk præsident vil kunne få tættere forbindelse til Gordon Brown, der stadig holder på gamle Labour-værdier.

Vil bekæmpe fattigdom
Mens Tony Blair bruger den sidste del af sin tid på pladsen på frugtesløse forhandlinger i henholdsvis Nordirland og Mellemøsten, er Gordon Browns internationale udsyn fokuseret på fattigdomsbekæmpelse. Aktivister som Bono og Bob Geldof har fået finansministerens opmærksomhed, og Gordon Brown har bebudet, at ikke alene vil han arbejde for Afrika som premierminister, han vil også bruge rådgivere fra fattigdomsbekæmpelsesbevægelsen i sin tid som premierminister.

Rådgivere som eksempelvis Bono vil være en del af Gordon Browns planer om at reformere selve regeringsapparatet, så det er mere i tråd med, hvad han mener, fremtidens vælgere har brug for.

Gordon Brown siger selv, at det er gammeldags at styre fra toppen og ned, og at han i stedet vil lytte og inddrage vælgerne, så de føler sig forpligtede til at deltage i at forme samfundet.

Det er fine ord, og ifølge hans kritikere, netop det modsatte af hvad han selv har praktiseret som finansminister. Her har han været under kritik for at være kontrolfreak og økonominørd, der arbejdede hårdt, men med skyklapper for øjnene. En mand, der læser økonomibøger i ferien og som af en tidligere kæreste blev beskrevet med tre ord: Politik, politik, politik.

Det er formentlig ikke lige de kvaliteter, der kan charmere den britiske befolkning. Men spørgsmålet er, om vælgerne i virkeligheden ikke har fået en overdosis af charme efter Tony Blair, der har evnen til at tale til forsamlinger og på gode dage at besnære selv de mest skeptiske modstandere. Gordon Brown er den perfekte modgift.

Her er stort set ingen charmefaktor, og det kan vise sig at være præcis det mirakel, de britiske vælgere har brug for, for at genfinde interessen for politik i et land, hvor stemmeprocenten styrtdykker fra valg til valg.

Det kunne sagtens være, at Gordon Brown ville blive valgt som den næste premierminister. Hvis briterne altså havde et valg.