Google vil slå AI-værktøjer fra for skoleelever på verdensplan
Elever vil ikke have adgang til søgning med Google-teknologi, når AI-værktøjer slås fra, siger vicedirektør.
Elever vil ikke have adgang til søgning med Google-teknologi, når AI-værktøjer slås fra, siger vicedirektør.
Techgiganten Google vil som standardindstilling slå sine nye AI-værktøjer fra for skoleelever.
Det oplyser Google i et blogindlæg.
Ifølge blogindlægget vil flere AI-værktøjer blive slået fra på elevkonti fra børnehaveklassen til slutningen af gymnasiet, indtil skoleledelserne aktivt vælger at slå dem til.
Det drejer sig om chatbotten Gemini, Gemini Notebook, Gemini i Classroom-platformen og Google Search.
Det betyder samtidig, at eleverne ikke kan foretage søgninger, oplyser Chris Phillips, der er vicedirektør for uddannelse hos Google, til The New York Times.
Han siger, at "søgning og kunstig intelligens er dybt integreret", fordi AI-funktioner nu er flettet ind i selskabets søgemaskine.
Hvis en skole vælger at forbyde AI, vil eleverne ifølge direktøren "ikke have adgang til søgning, og de vil se en besked fra deres skole om, at funktionen ikke er tilgængelig".
Ændringen vil først blive rullet ud i USA og derefter brede sig til resten af verden, men der er ikke sat en dato, oplyser Google.
Google dominerer teknologien i amerikanske skoler. Dens undervisningsapps, heriblandt Gmail, Google Docs og Classroom-platformen, bruges i klasseværelser på tværs af landet.
Den billige bærbare computer Chromebook er desuden den computer, som amerikanske skoler oftest udleverer til eleverne.
RITZAU/AFP