Konkurrencekommissær Margrethe Vestager har selv sagt, hvor frustreret hun er over, at det endnu ikke afgjort, hvem der skal være ny chef for Den Europæiske Investeringsbank.
Ventetiden er imidlertid snart ovre.
Fredag formiddag mødes EUs finansministre for at træffe den afgørende beslutning.
I de seneste par uger har der tegnet sig et billede af, at den danske kommissær ikke har kunnet samle nok støtte og opbakning til sit kandidatur.
En stærk modkandidat i form af den spanske finansminister, Nadia Calviño, stiller nemlig også op.
Og hun har tilsyneladende allerede samlet sig opbakning fra en lang række europæiske lande.
Hendes kandidatur er så stærkt, at spanske medier stort set allerede har udnævnt hende til dagens sejrherre.
»Der er gode nyheder. Baseret på de konsultationer, som er gennemført, er Nadia Calviño den eneste kandidat, der samler tilstrækkelig med støtte til at opnå konsensus,« har spanske regeringskilder sagt til avisen El Mundo og flere andre spanske medier.

Sidste uge valgte den belgiske finansminister, Vincent Van Peteghem, overraskende nok at vende udvælgelsesprocessen på hovedet ved at spørge alle medlemslandenes regeringer, om nogen vil modsætte sig udpegelsen af den spanske kandidat.
Tidsfristen for svar var mandag i denne uge.
Det er ikke kommet frem, om nogen lande har modsat sig spanierens kandidatur. Hvis mindst ti medlemslande har gjort indsigelser, vil Nadia Calviño ikke kunne få jobbet som chef for Den Europæiske Investeringsbank.
Den spanske regering lader dog ikke til at være nervøs for udfaldet, men mere optaget af, hvem der skal være ny finansminister i Spanien, skriver Cinco Días.
Margrethe Vestager tog orlov fra jobbet som EUs konkurrencekommissær i starten af september for at fokusere på sit kandidatur til jobbet som direktør i Den Europæiske Investeringsbank (EIB).
Taber hun i kapløbet om at få EUs vigtigste bankjob, kan hun vende tilbage til posten som kommissær.



