Gnidninger mellem Danmark og Tyskland

Den danske regerings beslutning om at indføre grænsekontrol sætter Schengen på spil, siger tysk talsmand.

Foto: Claus Fisker. Grænsekontrol mellem Danmark og Tyskland, her på E45 ved den dansk-tyske-grænse.
Læs mere
Fold sammen

Dansk grænsekontrol underminerer Schengen-aftalen. Sådan lyder den overordnede reaktion i Berlin, hvor man ser med stor bekymring på den danske regerings beslutning om at indføre midlertidig kontrol ved grænsen til Tyskland.

»Fri bevægelighed er et vigtigt princip – et af de største resultater, som EU har opnået i de seneste år,« siger talsmanden for det tyske udenrigsministerium, Martin Schäfer, ifølge AFP, og tilføjede som reaktion på den danske regerings indførelse af midlertidig grænsekontrol på grænsen til Tyskland, at »Schengen er meget vigtig, men den er i fare.«

I Slesvig-Holsten udtrykker ministerpræsident Torsten Albig utilfredshed med den danske beslutning.

»Dette kan skade den gode sameksistens i den tysk-danske grænseregion og i særlig grad belaste pendlerne.«

På en pressekonference i Berlin afviste Merkels talsmand at bedømme den danske regerings beslutning. Enhver EU-stat har mulighed for »under eget ansvar« at foretage sådanne beslutninger, sagde Steffen Seibert. Han tilføjede dog, at den danske beslutning understreger behovet for en »fælleseuropæisk beslutning.«

Langvarige følger

Beslutningen om at indføre grænsekontrol kan dermed få langvarige følger for relationerne mellem Danmark og Tyskland. Flere tyske medier ser kritisk på den danske beslutning og peger på højrepopulisternes indflydelse i skandinaviske lande.

»Det er først og fremmest Tyskland, der vil blive påvirket, når mennesker nægtes videre rejse til det højre nord på grund af manglende papirer,« skriver Die Welt.

I Slesvig-Holsten omtaler ministerpræsident Torsten Albig det som et lyspunkt, at den danske regering ser bort fra transportøransvar og i stedet opererer med stikprøvekontrol. Tyskland har tidligere taget skarp afstand fra danske planer om paskontrol udført af eksempelvis togpersonale, forklarer Gerd Battrup, lektor ved Institut for Grænseforskning ved Syddansk Universitet, til Berlingske.

»Tysk politi har meddelt meget tydeligt, at man ikke vil indføre transportøransvar på tysk grund, hvor man beder togkontrollører og buschauffører om at kontrollere folk. Det strider imod tysk lovgivning.«

Skadelig for pendlere

Den midlertidig grænsekontrol langs den dansk-tyske grænse vil i første omgang vare ti dage og kan derefter forlænges i op til 20 dage, sagde Lars Løkke på pressemødet mandag. Forlænges grænsekontrollen derefter yderligere vil det være mere end skadeligt for forholdet mellem Danmark og Tyskland.

Hvorvidt Danmark overhovedet har juridiske muligheder for at indføre permanent grænsekontrol eller øjeblikkelige nødtiltag, er ligeledes højst tvivlsomt. Ifølge Schengen-reglerne kan Danmark lukke grænsen i 30 dage, hvis der eksisterer en alvorlig fare mod den indre sikkerhed. Grænsekontrollen kan også afstedkomme gnidninger for de flere tusinde pendlere, der hver dag krydser grænsen mellem Danmark og Tyskland. Særligt hvis Danmark påtænker at opretholde grænsekontrol i en længere periode vil det medføre alvorlige gener for sameksistensen i grænseregionen, påpeger Gerd Battrup.

»Hvis Danmark gjorde det, ville det også gå ud over forholdet til vores største handelspartner, Tyskland. 70 pct. af dansk eksport går henover den dansk-tyske grænse. Sønderjylland, Syddanmark og Slesvig-Holsten er meget tæt forbundne. Der er en meget stor integration. Omtrent 10.000-15.000 personer pendler hen over grænsen hver dag. En tæt grænsekontrol ville være virkelig skadelig for både Syddanmark, Sønderjylland og selvfølgelig også Slesvig-Holsten.«

Heller ikke tyske politikere har vist begejstring ved udsigter til skærpet grænsekontrol. Allerede før jul advarede Anke Spoorendonk, der er europaminister i landdagen i Slesvig-Holsten, om at øget kontrol langs den dansk-tyske grænse både vil være virkningsløs i flygtningepolitikken og have negativ indvirkning på dagligdagen i grænseområdet.

EU-Kommissionen modtog mandag morgen et brev fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), hvor ministeren forklarer, hvorfor Danmark nu indfører midlertidig grænsekontrol for at sikre ro og orden. Kommissionen vil nu hurtigt vurdere, om de danske tiltag holder sig inden for Schengen-reglerne.

»Kommissionen vil nu som i alle sager vurdere, om disse tiltag er nødvendige og forholdsmæssige og vil derefter informere de danske myndigheder. Men vurderingen er ikke klar endnu, da vi først modtog notifikationen i morges (mandag, red.),« siger talskvinde Tove Ernst.