Globetrotter: Kun en tåbe frygter ikke stranden

Berlingskes­ udlandsmedarbejdere skriver hver søndag om eksotiske oplevelser og sære skikke fra fjerne og knap så fjerne egne. I dag skriver Martin Tønner, som bor i Barcelona, om strandlivets glæder. Og sorger.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Nu kan det være nok, lod den italienske kystvagt forleden forstå. Såkaldte furbetti dell’ombrellone (solparasol-snydepelse) skal ikke længere have lov til at »privatisere« de bedste pladser langs vandkanten i højsæsonen ved at lade deres strand-kit overnatte i sandet, og overalt i landets mange badebyer vil ordensmagten nu slå hårdt ned på den usolidariske og i øvrigt også ulovlige adfærd.

Forrige lørdag kunne betjente således på et blot 100 meter langt stykke af stranden i Livorno beslaglægge ikke færre end 37 liggestole, 30 parasoller, et par drømmesenge samt bunker af håndklæder og badetøj. Folk får kun tingene igen formedelst en bøde på 1.500 kroner, og man ser for sig, hvordan kystvagtens depoter, inden højsæsonen er slut, vil udvikle sig til halve og hele IKEA-afdelinger.

Efter at have læst historien måtte jeg endnu en gang undre mig over italienernes nærmest sygelige smag for strandferie – en besættelse, som de deler med spanierne. Man kan til nød forstå, at mange solhungrende og forfrosne nordboer kun har én ting i hovedet. Men hvorfor insisterer store dele af befolkningen i lande, hvor vejret er godt det meste af året, og hvor alternativerne er mangfoldige, på at tilbringe deres sommer­ferie med at kæmpe om pladsen på overfyldte strande?

Ifølge den spanske forfatter Sergio C. Fanjul er det – som så meget andet – englændernes skyld. Det var aristokrater herfra, som i 1700-tallet begyndte at »tage« havbade som middel mod diverse helbredsproblemer. 100 år senere havde uskikken bredt sig til det spanske kongehus og dronning Maria Cristina, som hver sommer holdt hof ved La Concha-stranden i San Sebastián. Hvorefter middelklassen, da den opstod, ikke ville stå tilbage for eliten, og så var skaden sket.

»Forestillingen om, at det eneste rigtige sted at holde ferie er ved havet, har bredt sig som en virus, vi pådrager os i barndommen; en idé, vi bliver indoktrineret med i skolen, og som ikke står til diskussion,« skriver Fanjul i El País og opregner i sin klumme en lang række grunde til, at folk, som har deres helbred kært, i virkeligheden burde holde sig langt væk:

Såsom større udsathed for hudkræft, smertefulde møder med brandmænd, druknefare, lumske glasskår gemt i sandet, risikoen for madforgiftning på strandbaren og popmusikalsk forstoppelse samme sted. Foruden, naturligvis, solen i øjnene, vinden, der får hatte og parasoller til at flyve væk, og sandet, som godt hjulpet af ildelugtende solcreme klistrer sig til alt og alle.

Og sådan kunne man blive ved. Jeg kan i hvert fald, efter at jeg for år tilbage mistede barnetroen på Bounty-land under en dannelsesrejse i Australien. Her skulle drømmen om tropeparadiset leves ud i det nordlige Queensland. Men i løbet af kort tid kom jeg så meget til skade og på så mange forskellige måder, at jeg lige siden har nærmet mig havet med en vis forsigtighed.

Først lykkedes det under en ultrakort flirt med nudisme at blive så solskoldet et vist sted, at jeg ikke kunne sidde ned i dagevis og efter en uge var i stand til at fjerne to stykker afskallet hud, som når man trækker plastikbeskyttelsen af en ny tablet.

Senere endte det næsten lige så galt, da jeg ville plukke kokosnødder. Det gik fint med at komme op i palmen samt med at vride et par nødder løs. Men så slap kræfterne op, hvorefter jeg måtte glide ned ad stammen på brandmandsmanér med forudsigelige konsekvenser for maveskindet. Jeg nåede også at grundstøde mod Great Barrier Reef, inden rejseruten blev lagt om– indover the wide opens spaces med hundredvis af kilometer til nærmeste strand.

Nu kan man selvfølgelig bare lade være med at udfordre skæbnen. Jeg har da også med årene fundet en modus vivendi, hvilket man er nødt til i dette land – i særdeleshed, når man har en søn på otte år. Han plager hver dag i denne tid for at komme ned på stranden få hundrede meter fra vores lejlighed i Barcelonas olympiske by. Og hvis man tager sine forholdsregler, kan det faktisk være ganske hyggeligt.

Eksempelvis er det en god idé at gå et godt stykke væk fra forlystelsesstederne ved den olympiske havn, så man ikke støder på brugte kondomer, når der skal bygges sandslot. Og venter man til sidst på eftermiddagen, når solen er lav, og de nordeuropæiske turister begynder at tænke på aftensmad, er det ikke decideret ubehageligt at sidde i vandkanten, mens junior knokler rundt i bølgerne.

Alligevel åndede jeg lettet op, da det gule flag forleden var hejst, mens der over højttaleranlægget blev advaret mod årets første brandmænd. Dem er min søn ikke meget for, og hvis vejret og vindretningen holder, er badesæsonen formentlig slut.

Det koster ganske vist i billetter til biografer, akvarier og hvad vi ellers kan finde på for at få gjort kål på de sidste uger af skolernes alt for lange ferie. Men pengene er givet godt ud, for kun en tåbe frygter ikke stranden.