Globetrotter: Boblernes borgfred i den russiske landsby

Hver uge reflekterer Berlingskes korrespondenter over det sted i verden, de har slået sig ned. I denne uge skriver Simon Kruse om at skåle med naboen i en russisk landsby.

bmr
ccc Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bigum

Den pensionerede russiske flodskipper kunne se det på en kilometers afstand. Om ikke andet så på kombinationen af min alder og mine blege kontorarme.

»Du har ikke arbejdet på et kollektivlandbrug, vel?« spurgte han alligevel for at være helt sikker.

Jeg gik til bekendelse. Sovjetiske kolkhoser er ikke så udbredte i Danmark. Vi har et mere privatejet landbrug, forklarede jeg.

Flodskipperen så medlidende på mig.

I sin ungdom var han formand for lokalafdelingen af Komsomol, ungkommunisterne, i den russiske by Totma, fortalte han. Nu i sit 85. leveår var han stadig ægte sovjetkommunist, erklærede han og hævede stemmen en smule.

Han rejste sig og rodede lidt rundt inde i et skab i hjørnet af bjælkehusets stue. Så landede en stak aviser fra 1970 på bordet foran mig.

’Sukhona-Flodarbejderen’ hed dagbladet. Her havde skipperen i sine yngre dage skrevet mange artikler. Gode artikler. Det var dengang, inden verden gik af lave, og folk stadig troede på noget stort.

»Hvad skete der med dette land?« spurgte han ud i stuen og svarede selv:

»Kapitalisterne kom, og nu er landsbyen død!«

Så var det på plads.

Kirken blev kornlager

Landsbyen, vi taler om, hedder Ust-Petjenga, og den ligger smukt ved Sukhona-floden, 700 kilometer nord for Moskvas evige trafikpropper.

Og heldigvis er landsbyen ikke død, erfarede jeg under forberedelsen til en helt anden reportage om den russiske flod og dens folk.

Ust-Petjenga er tværtimod en ret hyggelig landsby med over hundrede indbyggere, to købmandsforretninger og en landsbykirke, der gennemlevede det ateistiske sovjetstyre i rolle som kornlager.

I dag er kirken igen en kirke, og den bliver passet og plejet af den lille gruppe kirkegængere. Frem for alt af Sjanna. Hun blev oprindelig ansat til at gøre rent mellem de gyldne ikoner. Men eftersom præsten kun kommer til den afsides landsby en gang om måneden, så måtte hun tage biblen i egen hånd.

Hver søndag samler Sjanna landsbyens menighed, der består af otte, nogle gange ni, kvinder, til bøn. Det er næsten - men ikke helt - en gudstjeneste, for den ortodokse kirke tillader ikke kvindelige præster.

»Herren bevarede kirken gennem den mørke kommunisttid,« sagde Sjanna, der gæstfrit havde tilbudt os husly i den tomme præstebolig.

I dag er kommunisterne få, men landsbyboerne er troløse, fortsatte hun. Mange bliver døbt, men de kommer aldrig ikke i kirken. Er det også sådan i Danmark? Og hvorfor forbyder præsident Putin ikke abort? Sjanna rystede på hovedet.

»Herren straffer os alle for denne synd,« sagde hun.

Sjanna missionerer utrætteligt i landsbyen, men hun har opgivet at overbevise sin genbo Aleksander, selvom han er ekspert i kirkehistorie.

Aleksander er landsbyens intellektuelle, tidligere historielærer på landsbyskolen, der lukkede for to år siden.

Han bruger pensionisttilværelsen på at skrive bøger om stednavne og landsbykirkernes arkitektur. Han elsker kuplede kirketårne, men han kan ikke døje kirkens øverste leder, Patriarken, og prædikerne om verdens undergang, Vestens dårligdom og præsidentens storhed.

Det værste fra sovjettiden

Kirken skulle hellere tage et opgør med sovjetdiktatoren Josef Stalin, der beordrede titusinder af præster skudt, men som stadig hyldes i Rusland som sindbilledet på den stærke leder.

»Putin genopliver alt det værste fra sovjettiden,« sagde Aleksander, da jeg drak te med ham tidligere på dagen.

»Brutalitetens evangelium« døbte han det særlige miks af gammelt og nyt.

Alt det nævnte skolelæreren dog ikke med et ord, da han - sammen med den tilrejsende dansker, der manglede den mest basale erfaring med kollektivlandbrug - tog på søndagsbesøg hos den kommunistiske flodskipper længere nede af vejen.

Der skal jo være plads til alle på en landsbygade. I hvert fald på sådan en festdag. Denne dag var nemlig den russiske flådes dag, viste det sig. Og på flådens dag må man naturligvis drikke en højtidelig skål, proklamerede skipperen og livede tydeligt op.

Han forsvandt ud i køkkenet efter en flaske russisk champagne og efterlod os alene med sine hjemmemalede akvareller og mere til: Ovre på endevæggen hang et gyldent ikon med en afbildning af Jesus og et stearinlys på hver side. Den tidligere Komsomol-formand havde også fundet en ny tro.

Pop, sagde flasken lidt efter, og vi drak for de store principper.

Simon Kruse er Berlingskes korrespondent i Rusland