Global kalender: Der er hundredtusinder afviste asylansøgere og migranter i EU

På EU-mødet 14. september støder to sandheder knaldhårdt sammen: Den ene er, at migranter kan have ligeså gode grunde, ja undertiden bedre, end flygtninge til at ønske sig til EU. Den anden sandhed er, at hvis EU tillader også de afviste at blive, kan man frygte, at der vil på sigt ikke længere vil være et EU, som folk gerne vil flygte til.

Anna Libak, Berlingskes udlandsredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når EUs indenrigs- og justitsministre ekstraordinært mødes den 14. september i Bruxelles, skal de ikke kun diskutere, hvad de stiller op med strømmen af asylansøgere.

De skal også diskutere, hvad der skal ske med migranterne. For én ting er, at der ikke har været så mange asylansøgere i EU siden Jugoslavienskrigene i 1992, en anden ting er, at dem, der får afslag på deres asylansøgning som oftest ikke rejser hjem.

Selv om statistikkerne er mangelfulde, regner man med, at det efterhånden drejer sig om flere hundrede tusind. Der er nemlig ret mange, der får et nej.

Eurostat har opgjort, at der i 2014 var 45 procent af asylansøgerne i EU, som fik et ja ved den første instans. Enten fik de status som personligt forfulgte flygtninge efter konventionen, eller de blev godkendt som krigsflygtninge, som ikke kan sendes hjem uanset deres personlige forhold, fordi deres land er i krig, eller de fik humanitær opholdstilladelse.

Resten blev afvist, men ikke alle gav op. Og af dem, der fik lov til at fortsætte til næste instans (hvor mange er uklart) fik 18 procent et ja i næste runde. Antager vi, at alle ankede afgørelsen, selv om det langtfra er tilfældet, betyder det, at 55 ud af 100 mennesker lovligt kunne blive i EU. De resterende 45 kunne ikke. Ikke desto mindre blev de fleste der. Sidste år lykkedes det kun at få 39 procent af de afviste til at forlade EU.

Fra EU-land til EU-land er det vidt forskelligt, hvad man gør, for at få folk til at rejse. I Danmark bruger vi guleroden: Her kan man få en pose penge, hvis man rejser frivilligt. Anderledes i Holland, hvor stokken nu tages brug.

Den hollandske regering, der er presset af Geert Wilders og hans partis stormende popularitet, har netop bebudet, at det skal være slut med at føde på migranter, der nægter at rejse hjem frivilligt. Fra den 1. november vil regeringen lukke 30 centre, hvor de afviste hidtil har kunnet sove, spise og tage bad. Fremover sørger myndighederne kun for forplejning et par uger efter afslaget, så må de klare sig selv. Der vil dog stadig være centre for dem, som samarbejder om hjemrejse.

Beslutningen har medført et ramaskrig, og ikke kun fra folk, der synes, at det er umenneskeligt. Regionale myndigheder rundt om i Holland har kaldt det en opskrift på kriminalitet: For hvordan forestiller man sig, at mennesker, der intet har at miste, vil få smør på brødet?

Det rejser spørgsmålet om, hvorfor myndighederne ikke bare deporterer dem. Med der er ikke noget »bare«, når det kommer til at smide afviste asylansøgere ud. Mange har destrueret deres pas, og deres nationalitet kan ikke bevises. Deres formodede hjemland skal først fremsende et gyldigt rejsedokument, og det kan tage lang tid, hvis landet overhovedet indvilliger . Nogle lande nægter at modtage borgere, der ikke selv vil hjem; andre lande vil først se beviser for, at det faktisk er deres borger.

Nogle vil måske undre sig over, at de afviste er så forhippede på at blive, når de er uønskede og må leve fra hånden og i munden. Men givetvis drømmer en del af dem om at få chancen i et andet europæisk land, selv om det nærmest er umuligt at asylshoppe, hvis man først står registreret med fingeraftryk.

Deres bedste chance er at smugle sig over kanalen til et land som Storbritannien, hvor en omfattende sort økonomi og en liberal registrering af borgerne hidtil har gjort det forholdsvis nemt at leve uden for myndighedernes søgelys.

Samtidig er mange afviste asylansøgere formodentlig plaget af den tanke, at hvis de havde fået behandlet deres ansøgning i et andet EU-land, var afgørelsen måske faldet anderledes ud.

En vægtig grund til, at det er så svært for EU-landene at enes om en fælles asylpolitik er nemlig, at det i dag er vidt forskelligt fra medlemsland til medlemsland, hvem og hvor mange, der får asyl.

Man skal være heldig for at få asyl i Ungarn. Kun ni procent får ja, mens anerkendelsesprocenten i Sverige og Danmark ligger på over 70 procent.

Men det er også forskelligt, hvem landene har ondt af. Er man eritreer, gælder det om at undgå Frankrig, er man afghaner, skal man helst søge i Italien, og i Ungarn kan selv en syrer ikke vide sig sikker på asyl. Mens Vesteuropa er holdt op med at sende syrere hjem, så mener Østeuropa, at man kan sende dem tilbage, hvis de er flygtet fra en lejr i Tyrkiet eller Libanon, hvor de ikke er i fare.

På EU-mødet den 14. september støder to sandheder knaldhårdt sammen: Den ene er, at migranter kan have ligeså gode grunde, ja undertiden bedre, end flygtninge til at ønske sig til EU. Den anden sandhed er, at hvis EU tillader også de afviste at blive, kan man frygte, at der vil på sigt ikke længere vil være et EU, som folk gerne vil flygte til.