»Baseret på stedet, hvor liget blev fundet, fysiske kendetegn, tøj og tilstanden, såvel som at der ikke er andre personer, der er meldt savnet i området, er vi sikre på, at det er Naya Rivera,« lyder det fra Sheriff Bill Ayub.
Den 33-årige skuespillerinde, der er kendt for sin rolle som Santana Lopez i tv-serien »Glee«, var onsdag ude at svømme med sin fireårige søn i Piru-søen i det sydlige Californien.
De lejede en båd onsdag klokken 13, og tre timer senere blev sønnen fundet alene i båden. Ifølge amerikanske medier har sønnen, Josey Hollis Dorsey fortalt, at han svømmede i vandet sammen med sin mor, men hun dukkede aldrig op igen.
Politiet igangsatte en stor redningsaktion med helikoptere, dykkere og droner i håbet om at finde hende i live.
Men da politiet ikke kunne finde Naya Rivera, ændrede de aktionen til, at man nu ledte efte et lig, da de regnede med, at skuespilleren var afgået ved døden.

Det var folk på en nærliggende båd, der ringede efter politiet, da de opdagede drengen alene i båden.
Tidligere mandag oplyste politiet, at de havde fundet et lig i søen, hvor Naya Rivera forsvandt og senere mandag blev det altså bekræftet, at det var liget af skuespillerinden politiet havde fundet.
