Giulianis datter støtter Obama

Netmagasin afslører, at den republikanske favorit til at blive USA's næste præsident ikke har sin datters støtte. Hun vil stemme på demokraten Obama.

Republikanernes favorit til at blive USA's næste præsident, Rudolph Giuliani, er kommet i svær modvind fra en uventet kant. Hans datter støtter den demokratiske kandidat Barack Obama.

Caroline Giuliani, der næste år bliver 18 år og dermed er stemmeberettiget ved præsidentvalget, siger på et web-baseret netværk Facebook, at hun er tilknyttet en støttegruppe for Obama og bekender sig som "liberal".

Det er netmagasinet Slate, som mandag kunne afsløre historien.

Slate oplyser, at Caroline i en fart slettede sit navn på støttelisten, da netmagasinet forsøgte at udfritte hende.

Men ånden i flasken var sluppet ud, og lynhurtigt fik New York Times, CBS, CNN og en række andre medier fært af historien.

/ritzau/