Giuliani: Jeg har ikke kræft

Den republikanske præsidentkandidat, Rudolph Giuliani, der tidligere har fået konstateret prostatakræft og i sidste uge blev indlagt med voldsom hovedpine, sagde under et julebesøg på et center for hjemløse, at han ikke har kræft.

Giuliani opgav at søge valg til Senatet i 2000, da han havde fået stillet diagnosen.

Valget dengang faldt i stedet på en anden af kandidaterne til næste års præsidentvalg, demokraten Hillary Rodham Clinton.

Giuliani blev onsdag indlagt på et hospital i St. Louis, Missouri, med det hans kampagnestab kaldte »influenza-lignende« symptomer. Han blev udskrevet dagen efter.

Giuliani har selv sagt, at der var tale om en voldsom hovedpine, og at han vil udsende en detaljeret redegørelse i indeværende uge.

Den tidligere borgmester i New York har brugt sin ledelse under og efter terrorangrebet den 11. september i sin valgkamp, men på det seneste er hans meningsmålinger gået den forkerte vej, og han er ikke længere den førende kandidat til det republikanske partis nominering.