Giovanni López blev kun 30 år. Han døde midt under den verdensomspændende coronaepidemi, og han døde, fordi han ikke overholdt reglerne.

Det var dog ikke virussen, der tog livet af den mexicanske murer. Det var politiet.

Sådan lyder forklaringen fra familien i en ny sag om politivold, der har rystet den mexicanske befolkning, skriver Mexico News Daily.

Sagen kommer samtidig med, at protester breder sig i USA såvel som verden over som følge af en politimands drab på George Floyd i Minneapolis i Minnesota.

Ganske som i tilfældet George Floyd er der i Mexico dukket en video op, som nu cirkulerer på sociale medier. På videoen kan man se, hvordan en gruppe politibetjente med rifler tvinger López ind i en politibil, mens folk omkring López, trygler betjentene om at lade være.

Politiet var angiveligt kommet for at sikre, at alle overholdt bestemmelserne om social afstand og desuden bar mundbind.

»Blot for ikke at bære maske?« spørger ét af vidnerne forarget, da den 30-årige bliver tvunget ind i bilen.

»Han gjorde modstand,« svarer en af betjentene.

»Nej, han sad stille og roligt og skulle til at spise,« indvender en tredje.

Død som følge af en hjerneskade

Familien fik efterfølgende at vide af borgmesteren, at Giovanni López ville blive sat på fri fod den følgende dag klokken ti.

Da hans tante næste dag mødte op på politistationen, blev hun imidlertid meddelt, at Giovanni López var blevet overført til det lokale hospital. Og da tanten mødte op på hospitalet, ventede den værst tænkelige nyhed: Nevøen var død.

Ifølge dødsattesten var han afgået ved døden aftenen forinden som følge af en »hjerneskade«.

Tanten kunne se, at han desuden var blevet skudt i den ene fod. En obduktion viste senere, at han var død som følge af stump vold mod hovedet.

Videoen førte torsdag aften til flere voldelige protester i Mexico, skriver The Guardian.

Menneskerettighedsorganisationer har tidligere advaret om, at de strenge mexicanske regler om, at alle, der ikke bærer mundbind, kan blive arresteret, udgør en invitation til politivold.