Gigantfyrværkeri skudt af på én gang ved fejl

Det skulle have været 16-17 minutters flot fyrværkerishow. I stedet blev det 15 sekunders giganteksplosion. Se videoerne her.

USA-FIREWORKS/CALIFORNIA
20.000 stykker fyrværkeri blev ved en fejl skudt af på én gang fem minutter før ved San Diego Independence Day. Fold sammen
Læs mere
Foto: HANDOUT

Der skulle have været styr på det hele. Nogle af verdens fremmeste fyrværkerieksperter var hyret, og indbyggerne i San Diego kunne se frem til et fantastisk show med 16-17 minutters brag, glimt, og eksplosioner på himlen og spejlet i vandet.

Men sådan gik det ikke.

Fem minutter inden det traditionelle fyrværkeri ved markeringen af USAs uafhængighedsdag, 4. juli, skulle begynde i den sydcaliforniske storby San Diego, blev hele molevitten fyret af på blot 15 sekunder.

Ifølge fyrværkerne fra firmaet Garden State Fireworks, der har vundet verdensmesterskaber i fyrværkeri og tidligere har lavet fyrværkerishow i forbindelse med blandt andet OL, er der foreløbigt ingen forklaring på, hvad der gik galt, skriver den lokale avis Union-Tribune.

- Der blev foretaget en række tests i timerne og minutterne op til showet, og ingen af disse viste problemer, lyder det fra firmaet, der lover at finde forklaringen på uheldet og give et gratis erstatningsshow.

I mellemtiden kan de lokale se tilbage på et ordentligt rabalder.

- Vi kunne straks mærke den intense varme fra eksplosionen. Det var chokerende på grund af det høje brag, siger Michael McCarthy, som overværede braget ifølge Union-Tribune.

Men den voldsomme eksplosion var imidlertid ikke nok til at imponere alle.

- Efter den store eksplosion var mange imponerede... indtil der ikke kom noget bagefter. Der var generel enighed om, at der nok var blevet sparet på budgettet. Total skuffelse, sagde Michael Freeby.