Gidsler løsladt fra Clinton-kontor

To gidsler er ifølge CNN blevet løsladt frigivet fra Hillary Clintons kampagnekontor, hvor en tilsyneladende sindsforvirret mand er omringet af specialstyrker.

Det kan være en gal mand med en papkasse om brystet og tomme trusler i munden. Men det kan også være - som amerikanerne siger - the real deal: En selvmordsbomber, der vil have en politisk erklæring ud til hele verden.

Kort efter klokken 19 fredag aften dansk tid kom en mand gående ind på Hillary Clintons kampagnehovedkvarter i Rochester i New Hampshire. Han slog sin frakkeskøder til side og viste en genstand, som han havde tapet rundt om brystet, og han sagde, at det var en bombe, og at han ville sprænge kontoret og sig selv i luften.

Manden beordrede en ung mor, som var på kontoret, ud, og moderen slog alarm, fortalte et vidne til TV-selskaber WMUR i New Hampshire.

"En ung kvinde med en seks til otte måneder gammel baby kom løbende ind i forretningen. Hun græd og sagde: "Ring til 911...."

Politiet og specialenheder, bl.a. de såkaldte SWAT-enheder, omringede det kontorkompleks, hvor Hillary Clinton hovedkvarteret befinder sig. Der er tale om en to-etagers bygning, og i vinduet ud til vejen hænger et skilt med et amerikansk flag og - med store bogstaver - navnet Hillary.

"Foran bygningen holder politibiler, og betjente sidder på hug bag bilerne og med trukne pistoler. Der er skarpskytter på tagene, og politiet forhandler med en eller anden i bygningen. Bag Hillary Clintons kontor står brandbiler også parkeret," sagde et vidne.

Alle de nærliggende forretninger blev evakuerede, en nærliggende skole blev lukket og låst, og ingen fik lov til at komme ind eller ud, og Barack Obamas kampagne-kontor i nabolaget blev også evakueret.

En af de evakuerede, Cassandra Hamilton, fortalte til flere journalister, at "jeg gik øjeblikkeligt ud af bygningen og begyndte at løbe. De råbte til mig, at jeg skulle blive ved med at løbe, og det gjorde jeg."

Hillary Clinton var ikke selv på kontoret - hun skulle tale ved et demokratisk topmøde i Washington - men to af hendes nære medarbejdere i New Hamshire befandt sig der. Kort før klokken 22 fredag aften dansk tid valgte gidseltageren at løslade dem begge, men umiddelbart forblev han selv i bygningen.

Der er endnu ikke offentliggjort et motiv til gidseltagningen, og politiet har heller ikke offentliggjort navnet på gidseltageren, der kun vides at være i 40-års alderen og have gråsprængt hår.

Hillary Clinton skulle have talt klokken 21 ved det demokratiske topmøde, men hun valgte at aflyse sin tale.

"Hillary Clinton skal håndtere et meget svært problem, og forståeligt nok kan hun ikke være til stede," sagde den demokratiske formand, Howard Dean. "Vi vil bede for dem alle og håbe på en løsning på situationen i New Hampshire."
New Hampshire er den første primærvalgsstat - den stemmer 8. januar - og gidseltagningen kommer på et tidspunkt, hvor nerverne i forvejen er på højkant i begge partier og på hele den politiske scene.