Gidseltagere ringede til fransk medie

Fransk politi i aktion fredag aften. Fold sammen
Læs mere
Foto: YOAN VALAT

Mens de to gidseldramaer i Frankrig var i gang, ringede gidseltagerne angiveligt til det franske medie BFM RMC.

Første opkald kom fra Cherif Kouachi, den ene af de to brødre, der formodes at have dræbt 12 mennesker i forbindelse med angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo.

Cherif Kouachi sagde blandt andet:

»Vi er ikke mordere. Vi er profetens forsvarere. Vi slår ikke kvinder ihjel, vi slår ikke nogen ihjel. Vi forsvarer profeten. Dem, der krænker ham, må vi godt slå ihjel.«

Lidt senere ringede telefonen igen. Denne gang var det Adémy Coulibaly, gidseltageren i det jødiske supermarked i Paris, der ringede til det franske medies telefon.

I løbet af opkaldet bekræfter Adémy Coulibaly blandt andet, at han har koordineret sin aktion med Kouachi-brødrene, men at han ikke længere har kontakt til dem.

Både Adémy Coulibaly og Charif Kouachi er blandt de døde efter de to gidselstagninger i Paris og landsbyen Dammartin.

BNB