Gid dilemmaet var madpakken

Hver søndag reflekterer Berlingskes korrespondenter over det sted i verden, de har slået sig ned. I denne uge om det israelske skolevæsen og dets vægtning af religion og nationalisme i undervisningen.

»Det vanskelige valg af institutioner har forfulgt mig i syv år, og mine børn har lagt krop og sind til lidt af hvert,« skriver Berlingskes korrespondent i Jerusalem, Allan Sørensen, i ugens Globetrotter om det israelske skolevæsen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hun har siddet uroligt på stolen længe, blandt os andre lyttende forældre.

Flere gange i løbet af aftenen har hun vist tegn på utålmodighed. Hun har skåret grimasser eller rømmet sig lidt for højlydt og skiftet position fra den ene balle til den anden.

Nu kan hun ikke holde sig længere. Hun rejser sig op med fingeren i vejret og retter et direkte spørgsmål til skoleinspektøren, der netop har kæmpet sig igennem en særlig introduktionsaften for forældre, der skal vælge skole for første gang. Vi er i Jerusalem.

»Hvad med jødedom. Hvor meget fylder det,« spørger kvinden og antyder, at oplægget ikke har mødt hendes krav om, hvad pensum bør indeholde af religion, jødisk identitet og måske nationalisme.

Tonen er lettere forarget, og en anelse bebrejdende. Hun og vi andre har i modsætning til mange introduktionsaftener på andre skoler ikke fået detaljerede udredninger om, hvor meget den enkelte skole vægter religion, og hvordan de årlige højtider fejres klædt i englehvidt. Inspektørens svar får kvinden til at rejse sig og forlade lokalet.

Jeg går den anden vej, direkte ind på lærerværelset og skriver min førstefødtes navn på listen over de nye elever i første klasse.

Svaret til kvinden lød: »Hør her kære frue. Her på skolen er vi først og fremmest mennesker.«

I en by som Jerusalem, ja, i et land som Israel, hvor nyreligiøsitet er trendy, og hvor undervisningsministeriet gør alt for at strømline skolerne med letkøbt nationalisme, er valget af børneinstitutioner ikke bare et spørgsmål om god eller halvdårlig undervisning – eller for den sags skyld om, hvad der skal være i madpakken.

Israelsk undervisning er gennemsyret af tidens ånd. Her er fokus på det israelsk-jødiske narrativ på bekostning af det palæstinensiske, som efterhånden er tabu at kende. Et forslag går på holocaust-undervisning fra femårsalderen, eller en slags introduktion, som om israelske børn ikke har traumer nok at forholde sig til. Det samme gælder de palæstinensiske skoler på Vestbredden og i Gaza, bare med omvendt fortegn. Her er Israel ikke engang på landkortet.

Det vanskelige valg af institutioner har forfulgt mig i syv år, og mine børn har lagt krop og sind til lidt af hvert. Noget bedre end andet.

Først blev de anbragt i den blandede børnehave med jøder, arabere og diplomatbørn. Et fantastisk initiativ midt i en betændt konflikt. Umiddelbart i hvert fald.

Snart lærte jeg, at børnene blev brugt i forældrenes og ledelsens små nidkære politiske kampe. Tag diskussionen om at skære to dage af den mere end 14 dage lange jødiske pessah-højtid for at give børnene, og især de muslimske familier, fri to dage efter ramadanen. Her kom selv de mest idealistiske, jødiske venstrefløjsforældre på banen.

»Hvordan fanden skal jeg forklare min chef, at jeg holder fri på den muslimske offerfest,« råbte en af de jødiske forældre på et krisemøde i forældrerådet. Her gik grænsen for tolerancen.

På den israelske uafhængighedsdag spidsede det til i børnehaven. De jødiske børn skulle fejre, mens de arabiske børn skulle mindes nakba – katastrofen – i 1948, hvor deres oldeforældre blev fordrevet. De intetanende diplomatbørn skulle så lege et eller andet sted i midten. Alle sammen i en alder af fire år.

Den akavede stemning kulminerede i ledelsens beslutning om at pryde bygningen med alle verdens flag, undtagen det israelske. Avisartikler blev skrevet om sagen, og de velmenende forældres børn blev pludselig brugt til at fremme dagsordener i konflikten.

Det var heller ikke nogen konfliktfri oplevelse at sende sønnike i en helt almindelig, offentlig børnehave. Der blev samlet ind til det ene tvivlsomme projekt efter det andet. Højtiderne blev fejret på en måde, så David Ben Gurion ville have fældet en tåre, og til afslutningsfesten var israelkortet – som også omfattede Vestbredden, Gaza, Golan – prydet med kampvogne og små plasticsoldater. Ikke en eneste forælder, bortset fra den danske journalist, hævede et øjenbryn.

Derfor gik jeg i modsat retning af den utilfredse kvinde på introduktionsaftenen. I håb om at skoleinspektørens uvilje til at lade sig fange i kravet om en klart defineret religiøs identitet, er et signal om en boble af fornuft. At det betyder, at skolens elever ikke skal skrues fast og på plads på samfundets hylder fra første klasse. Med klare meninger om holocaust, arabere, krigen i 1948, og hvad konflikten mellem Israel og palæstinenserne ellers drejer sig om.

Den snak tager jeg gerne senere. Men først når min søn og andre børn selv synes, netop den diskussion er sjovere og vigtigere end at klatre i nabolagets mandeltræer.