Der skulle gå ni måneder, før det svenske politi fandt gerningsmanden bag drabet på islamkritikeren Salwan Momika.
Torsdag formiddag melder den svenske anklagemyndighed, at en person nu er blevet begæret tilbageholdt in absentia.
»På nuværende tidspunkt er den mistænktes opholdssted ukendt,« siger anklager Rasmus Öman til Expressen.
In absentia betyder, at personen er blevet begæret anholdt uden, at vedkommende har været fysisk til stede til at blive anholdt i praksis.
Ifølge avisens oplysninger skulle den mistænkte person opholde sig i Iran.
Den 29. januar 2025 blev Momika, der er født i Irak, dræbt af fem skud, mens hans livestreamede på TikTok i en lejlighed i Södertälje syd for Stockholm.
Han blev beskrevet som en, der »legede med ilden«, og var flittig til at dele sine islamkritiske budskaber på sociale medier, hvor han havde 233.500 følgere på X og 163.500 følgere på TikTok.
Momika var mildest talt en kontroversiel figur i Sverige og blev i 2023 kendt ud over de svenske grænser, da han satte ild til Koranen i forbindelse med Sveriges optagelsesproces i NATO.
Hændelsen fik stor mediebevågenhed og var med til at udløse en diplomatisk krise mellem Sverige og Mellemøsten – i Irak blev der blandt andet udlovet en dusør på to millioner dollar til den, der dræbte Salwan Momika.
Ligeledes vakte det opsigt, da Momika erklærede sig for ateist og i 2022 meldte sig ind i det højreorienterede parti Sverigedemokraterna.