Georgien hævder at have beskudt russisk fly

Et russisk fly har krænket Georgiens luftrum. Flyet blev beskudt og er muligvis skudt ned, siger Georgien.

Georgiens militær åbnede ild, da et russisk fly sent onsdag aften krænkede georgisk luftrum.

Det sagde en højtstående kilde i Georgiens indenrigsministerium sent fredag.

- I forgårs - kl. 22.24 - i bjergene i det øvre Abkhasien åbnede vi ild imod et russisk fly. Derefter hørte vi en eksplosion, sagde Shota Utiashvilli fra ministeriet.

- Der er ild i skoven dér, men vi kan ikke bekræfte, at flyet blev skudt ned, sagde han.

Der forelå ikke umiddelbart kommentarer fra Rusland.

Onsdag sagde Georgien, at to russiske fly kortvarigt havde krænket republikkens territorium, og for to uger siden beskyldte regeringen i Georgiens hovedstad, Tbilisi, Rusland for at have ramt Georgien med et missil ikke langt fra hovedstaden.

Rusland har hidtil afvist de georgiske beskyldninger.

/ritzau/