Generationernes kamp

USA kan få sin første kvindelige præsident. USA kan få sin første sorte præsident. Men USA kan også få sin første præsident, der ikke er syltet ind 68-generationens kampe, og det er måske i virkeligheden valgets skjulte tema. Berlingske Tidende så det udspille sig i South Carolina.

Barack Obama, den demokratiske præsidentkandidat og senator, var natten til i går på valgturne i byen Columbia i South Carolina. Med sig, foran de 30.000 tilhørere på byens stadion, havde han Oprah Winfrey, th., USAs største TV-stjerne, og sin hustru, Michelle. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ramin Rahimia/Reuters

Tre generationer af kvinder er taget på fodboldstadion søndag eftermiddag. Hvor ofte sker det lige?

Josephine Sanders har taget fin hat på. Hendes datter, Wanda Martin, er i kjole, og barnebarnet, Haley Martin, stiller op i fuld teenage-galla med jeans, T-shirt og bøjle på tænderne. Familien er kørt de to timer fra byen Sumter her til Columbia for at se talkshow-værten Oprah Winfrey gøre reklame for Barack Obama. Den demokratiske præsidentkandidat har lagt navn til et nyt begreb, »Obamamania«.

Sådan snakker amerikanerne om den begejstring, Obama skaber ude i forsamlingshusene. Men denne søndag er det dobbelt op. Nu er det tid til »Oprahmamania«, og de 30.000 folk på tribunen bliver holdt varme af farvestrålende marchorkestre fra lokale high schools og hiphop-bandet Arrested Development.

De tre sorte kvinder venter tålmodigt, og mens de venter, fortæller de lidt om sig selv. Ud af deres historier træder et tema frem, som de ikke har tænkt på tidligere i valgkampen, og som heller ikke Amerika har tænkt meget på tidligere i valgkampen.

»Jeg har det bedst med Hillary,« siger mormor Josephine Sanders: »Hun har prøvet det før. Hun ved, hvad der skal til.«

»Hun« er naturligvis Barack Obamas rival til det demokratiske partis nominering, den tidligere førstedame Hillary Clinton.

Wanda Martin smiler:

»Mor er altid den fornuftige. Måske har hun ret, jeg er i tvivl. Jeg hælder til Obama. Han står for noget helt nyt, og se på den tilstand, vores land er i. Vi har i den grad brug for forandring. Men Hillary vil også som kvinde stå for noget nyt, og jeg vil kunne stemme på hende i præsidentvalget, hvis ikke Obama bliver den demokratiske kandidat.«

Teenageren Haley himler med øjnene:

»Men mor, hun er jo gammel!«

I DE KOMMENDE uger vil vi komme til at høre meget om race-spørgsmålet i den amerikanske valgkamp. Er Obama sort nok for de afro-amerikanske vælgere? Er USA i det hele taget rede til en sort præsident som Obama?

Vi vil også komme til at høre meget om kønskampen. Vil kvinderne flokkes om Hillary Clinton. Er tilpas mange mænd villige til at sætte kryds ved det modsatte køn?

Det er centrale spørgsmål, som vil spille ind på amerikanernes valg. Men valgkampen har et tredje og mere dybereliggende tema, som først nu begynder at snige sin ind i bevidstheden, og måske skyldes det i virkeligheden ikke så meget Obama, men mere den republikanske overraskelse, Mike Huckabee.

Ud af næsten ingenting er denne baptist-præst og tidligere guvernør fra Arkansas pludselig i front i sit parti, og politiske analytikere forklarer det med hans naturlige tilhørsforhold til Republikanernes højrekristne base. Det er formentlig rigtigt. Men kommentatoren Frank Rich fra New York Times hæfter sig ved noget mere elementært: Huckabees og Obamas dåbsattester. Med henholdsvis 52 og 46 år er de valgets yngste af alle demokratiske og republikanske kandidater. Tilfældigt? Næppe, mener Rich:

»Selv om de har vidt forskellige synspunkter på mange emner, så er Huckabee og Obama måske forenet på den måde, at de som de eneste fanger en begyndende tidsånd, der er større end begge partiers ideologi.«

Det er en tidsånd, der sukker efter det modsatte af den splittelse, som er blevet tilbudt fra Washington gennem de seneste femten år, og af den dommedagstale, som amerikanerne nok er lydhøre over for, men som i bund og grund er for uamerikansk til – seks år efter 11. september 2001 – at holde meget længere.

Vælgerne ved godt hvem, der tilbyder hvad. Splittelsen er i høj grad symboliseret i Hillary Clinton, der som førstedame i 90erne led under den evige krig mellem hende selv og hendes mand, Bill Clinton, på den ene side og det, hun kaldte »den store højrefløjs-konspiration« på den anden.

Dommedagsprofeten er Rudy Giuliani. Obama og Huckabee gør derimod en dyd ud af at række hånden ud mod sine modstandere i begge partier og snakker hellere begejstret om fremtiden end frygtsomt om fortiden.

Frank Rich kalder det »glædens politik« over for »Nixonsk formørkelse og paranoia«. Det er formentlig ikke fortjent, men det er svært at afvise konturerne. På samme måde hed det forleden i magasinet The Atlantic, at 2008 kan blive valget, hvor USA på det politiske plan siger farvel til »baby-boomerne« – 68-generationen – og dens opslidende kulturkamp gennem snart fire årtier. Obamas kandidatur, skrev magasinet, handler om at få afsluttet en krig: »Ikke så meget krigen i Irak (…) men krigen i Amerikas indre, der har været fremherskende siden Vietnam (…) Det handler om en krig og om kultur og om religion og om race.«

En Hillary Clinton eller en Rudy Giuliani kan ikke afslutte den krig. De er vokset op midt i den, og de er blevet den. De er »for gamle«.

Obama, derimod, er et barn af baby-boomerne. Han var seks år i 1968. Huckabee var tolv og ligger på grænsen mellem baby-boomerne og deres børn, men i sit livssyn ligner han børnene mere end forældrene. Det har folk bemærket – også steder, hvor man mindst skulle forvente det.

QIANA BRIGGS ER kosmetolog. Hun bor oppe i North Carolina, men er født her i South Carolina og er kommet hjem for at se Obama.

»Jeg kan godt lide ham, og det er ikke fordi, han er sort. Det er ikke kvalifikation nok i sig selv til at blive præsident, men det er altså heller ikke kvalifikation nok at være hunkøn. Jeg har truffet mit valg ud fra hvem, jeg stoler mest på vil gøre det rigtige,« siger den kraftige, unge kvinde, der ankommer i nålestribet jakkesæt og høje hæle. Jakken er nedringet, læbestiften skrigende pink, og solbrillerne dyre.

Qiana Briggs vil stemme på Obama, og hvis han ikke bliver demokraternes kandidat, så stemmer hun formentlig ikke på en demokrat. Det er hendes valg: »I så fald er jeg parat til at bryde rammerne og gøre noget, jeg ellers aldrig ville gøre.«

Hvad er det? Blive hjemme?

Hun smiler: »Jeg vil aldrig blive hjemme. Men jeg begynder at interessere mig lidt for Huckabee. Han får mig til at grine, og folk, der får mig til at grine, kan ikke være dårlige mennesker.«

Noget er i gære, når en demokratisk kernevælger – en yngre, sort singlekvinde – overvejer at stemme republikansk. Når hun siger »hellere Huckabee end Hillary« og foretrækker forandring frem for den sikkerhed, som mormor Josephine Sanders søger.

Da Oprah Winfrey og Barack Obama endelig går på scenen og begynder at tale, er det tydeligt, at de ved, hvad der foregår. De har sporet, at der er andre temaer, der ulmer i dette valg, end race og køn. De taler om forandring og om modet, der skal komme fra en ny generation, som noget, der er bedre end den erfaring, som Obamas modstandere siger, han mangler.

»Det er fantastisk,« siger Oprah: »Det er fantastisk, at jeg kan stå her og tale om USAs næste præsident, Barack Obama.«

Briggs, Sander og de andre på stadion ved, hvad hun mener. Hun taler først og fremmest om race. Men hun står her kun, fordi hun fornemmer, at amerikanerne er parate til forandring, og blandt disse 30.000 jublende tilskuere, hvoraf hovedparten er under 50 år, vil det være umuligt at sige hende imod.