Generalens sidste kamp

Wojciech Jaruzelski ledte Polen under krigsretstilstand og demokratisering. Nu anklages han og ni andre for »kommunistiske forbrydelser«. »Måske er det godt med den retssag,« siger han i et eksklusivt interview med Berlingske Tidende.

Den 85-årige Wojciech Jaruzelsk fotograferet i et retslokale i Warszawa sidste år. Fold sammen
Læs mere
Foto: AFP/Janek Skarzynski

WARSZAWA: Generalen er otte minutter forsinket, men har ladet ringe for at beklage denne mangel på præcision. Da han endelig kommer til sit kontor med en livvagt og en chauffør hilser han, som det stadig er almindeligt i Polen, de tilstedeværende damer med et håndkys. Man selv får et håndtryk, der er forbløffende fast i betragtning af, at manden er 85 år og siden sin ungdom har haft helbredsproblemer, som på det seneste er blevet stadig værre.

General Wojciech Jaruzelski er en legende, der har været med til at forme sit land og resten af Østeuropa. Han var kun 33, da han fik den sidste stjerne på uniformen. Som nyudnævnt leder af kommunistpartiet og ministerpræsident indførte han krigsretstilstanden i Polen 1981. Hensigten var at bryde den frie fagbevægelse Solidaritet, anført af Lech Walesa. Økonomien, der i forvejen var elendig, var på sammenbruddets rand som følge af strejker udløst af Walesa, der krævede demokrati og frie valg. Vareforsyningen vaklede, i Sovjetunionen overvejede partichef Leonid Bresjnev åbenbart, om man skulle gøre, hvad man plejede i den slags situationer, nemlig invadere landet.

Jaruzelski indførte krigsretstilstanden, siger han, for at komme en sovjetisk besættelse i forkøbet. Russerne holdt sig væk, måske på grund af generalens dispositioner, måske fordi de ikke havde lyst til at gentage deres aktioner i Østberlin 1953, Budapest 1956 og Prag 1968. Han fik ikke bugt med Solidaritet, der blev tilladt igen 1989. Sommeren samme år vandt bevægelsen alle disponible pladser i de første, halvfrie parlamentsvalg siden Anden Verdenskrig. Jaruzelski blev præsident og siden afløst af Walesa, som han engang havde buret inde.

Militærkuppet
Det er 20 år siden, men historien er aldrig forbi, og i disse dage udkæmper generalen sit sidste slag. Han og ni andre nøglefigurer fra dengang er anklaget for »kommunistiske forbrydelser« og ledelse af en »kriminel, bevæbnet forening«. Jaruzelski er den øverste, han er den grå eminence. Selv Walesa smækkede hælene sammen, da han som vidne under en anden retssag mod Jaruzelski hilste på den anklagede og gav ham hånden »som en menig til generalen«. Denne sag drejede sig om nedkæmpningen af en arbejderopstand 1970. Jaruzelski var dengang forsvarsminister. Walesa udtalte sig til fordel for sin gamle modstander. Mindst 44 mennesker blev dræbt dengang, men generalen havde ikke den store indflydelse på det tidspunkt, sagde Walesa.

Jaruzelskis rolle, og krigsretstilstanden, er omstridt. Den britiske professor Norman Davies kalder initiativet »det mest perfekte militærkup i moderne, europæisk historie«. Men det var en pyrrhussejr, skriver Davies i sit murstensværk »Europa«, fordi Jaruzelski måtte gå til sidst. »Historien må give polakkerne hovedæren for at have tvunget sovjetblokken i knæ,« mener han.

Jaruzelski kan imidlertid også betragtes som det første resultat af den kommunistiske reformbevægelse, udløst af Mikhail Gorbatjov i Moskva, siger han. Den polske historiker Andrzej Paczkowski har for nylig sagt, at alle i virkeligheden var tilfredse med krigsretstilstanden. Russerne, fordi de ikke behøvede at marchere ind i Polen. Amerikanerne, fordi de ikke skulle reagere på en russisk indmarch. Og Solidaritet kunne trøste sig med, at det kunne være gået meget værre. »Jaruzelski var hverken en blodig bøddel eller en vampyr,« skriver han i avisen Gazeta Wyborcza.

Tvillingerne
Den offentlige anklager, og Instituttet for National Erindring (IPN), der står bag retssagen, tænker anderledes. IPN er knyttet til de ultranationale tvillinger Lech og Jaroslaw Kaczynski, førstnævnte er Polens præsident, sidstnævnte tidligere regeringschef. Meningsmålinger antyder, at omkring halvdelen af polakkerne deler IPNs opfattelse af, at Jaruzelski er en forbryder, der sammen med sine medsammensvorne bør idømmes op til ti års fængsel. Den anden halvdel tænker tilsyneladende som Paczkowski. Eller i det mindste som Davies.

Uanset hvad man synes om Jaruzelski, kan man ikke kalde ham vattet. »Jeg er frontofficer,« erklærer han, da man sidder over for ham. »Jeg sendte officerer i kamp. Nogle af dem kom tilbage, andre vendte aldrig hjem,« siger han opbragt, da man spørger, om Polen i dag har været besværet og ofrene værd.

»Der er meget, jeg er ked af, jeg har undskyldt for mange hændelser, jeg ikke vidste noget om, men som jeg havde ansvar for. For eksempel hvis en militssoldat under krigsretstilstanden slog et menneske på gaden med en knippel. Jeg anede det ikke, men jeg var jo øvrigheden, så moralsk er ansvaret mit. Men alt var mindre ondt end det, der kunne være sket.«

Hvad er Deres forklaring på, at De står for retten anklaget for hændelser, der ligger tyve-tredive år tilbage?

»Det er en ren politisk retssag. Der anvendes en paragraf, som egentlig sigter mod mafia- og anden organiseret kriminalitet. Formelt er det statsadvokaten, der fører sagen, i virkeligheden rejses anklagerne af journalister, politikere og historikere.«

Kardinalen
Generalen er ikke en folkeforfører. Han har altid udadtil virket noget sky, og hans mørke briller, der er nødvendige, fordi hans øjne blev ødelagt af et tvangsophold i Sibirien under Anden Verdenskrig, befordrer ikke en umiddelbar kontakt. Men hans stemme er, trods det dårlige helbred, blevet fastere med årene, og når han taler, kan det virke, som om han henvender sig til en deling soldater og ikke til en ydmyg korrespondent, hvis eneste våben er fyldepennen.

»Ytringsfriheden er et af demokratiets store goder, men med det følger muligheden for manipulation og karaktermord,« siger han – og glemmer et øjeblik, at heller ikke kommunismen var fri for sidstnævnte ubehageligheder.

Nu står IPN og Kaczynski-brødrene på den ene side og De med Deres tidligere modstander Walesa på den anden. Er det ikke mærkeligt?

»Det er ikke bare mærkeligt. Det er chokerende. Meget har delt Walesa og Jaruzelski gennem årene. Men jeg betragter Walesa med agtelse og anerkender hans historiske fortjenester. De, der nu er imod mig, går over gevind. De anklager alle mulige. Kardinal Glemp, den katolske kirkes overhoved i Polen dengang, var meget modig og afbalanceret. I dag kritiseres han for at have været for forhandlingsvillig. Man glemmer, at den polskfødte pave mødtes med mig otte gange. De tre sidste gange modtog han mig i Vatikanet, efter jeg var gået af som præsident. Den allersidste gang var ved tyveåret for krigsretstilstanden. Snart kritiserer man vel også paven.«

Vejkrydset
Jaruzelski har talt sig varm. »Se på Adam Michnik,« siger han i en henvisning til en af 1980ernes ledende systemkritikere, der blev mishandlet af kommunisterne og senere grundlagde Polens første, frie dagblad. »Michnik var vores fjende nummer et. Vi anklagede ham for at bekæmpe kommunismen. Nu beskyldes han for at være kvartkommunist!« Jo længere væk man kommer fra begivenhederne, mener generalen, jo flere hævder at være helte og peger fingre ad andre.

De er 85 år og ikke ved bedste helbred. De havde ikke behøvet at optræde for domstolen. Hvorfor gør De det alligevel?

»Jeg er et menneske, der værdsætter retfærdighed. Så længe kræfterne tillader det, optræder jeg i retten. Det er paradoksalt, men måske er det godt med den retssag, for her får jeg lejlighed til at sige min mening, og det bliver fastholdt i dokumenter. Jeg er realist, jeg er patriot, selv om det lyder bombastisk, og da vi stod ved historiens vejkryds, valgte vi rigtigt,« siger Jaruzelski om krigsretstilstanden.

Skældsordet
»Jeg er ikke nostalgiker. Vi har gjort det rigtige ved at sige ja til demokrati og markedsøkonomi. Men ligesom alt i dag ikke er pragtfuldt, var det hele ikke forfærdeligt dengang.«

De har været overbevist kommunist. Hvad er De i dag?

»I dag bruges kommunisme som et skældsord. Men tænk på, at den kommunistiske idé ikke blev undfanget ved Volga, men ved Rhinen. Ideen er ædel, men formentlig kun realiseret fuldstændig i de israelske kibbutzer. I tilbagestående samfund som Sovjetunionen og Polen førte den til forbrydelser, men var også befordrende for millioner af mennesker, der fik tag over hovedet, mad på bordet og et arbejde.«

Har De venner?

»Jeg føler mig ikke ensom. Ja, jeg har venner, mange professorer og publicister, og jeg er taknemmelig for, at også Adam Michnik er blevet en ven.«

Hvordan vil De gerne huskes?

»Uanset hvad man svarer på det spørgsmål, vil det lyde prætentiøst. Lad os glemme det.«