Generalen faldt i hjerternes krig

David Petraeus steg til tops som chef for CIA og fik ikonstatus i USA som en af nationens største, nulevende krigshelte. Nemesis blev et firkantsdrama med generalen, hans kone og hans to elskerinder.

Stjernedumt: 60-årige David Petraeus har sat 38 års pletfri indsats i nationens tjeneste over styr. Han endte som firestjernet general i den amerikanske hær og blev derefter chef for CIA – indtil hans udenomsægteskabelige affærer fældede ham. Fold sammen
Læs mere
Foto: Marai Shah
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

WASHINGTON: Amerika elsker deres militærhelte – især de allerdygtigste, som så ofte ender med at indtage de fineste politiske hverv:

Tænk på George Washington, øverstbefalende under Uafhængighedskrigen i 1770erne, der blev De Forenede Staters første præsident. På Dwight D. Eisenhower, supergeneralen i Anden Verdenskrig, som efterfølgende blev en umådelig populær præsident. Eller på Colin Powell, stabschef under Golf-krigen 1990-91, der kronede sin karriere som feteret udenrigsminister i ’00erne.Den næste mand i rækken stod allerede parat i kulissen:Navnet var David Petraeus, den 60-årige general, der af alle betragtes som den suverænt vigtigste militære leder i de forløbne ti års krig mod terror. Det var ham, der fik ideen til og gennemførte den massive troppeforøgelse i 2007, som vendte krigen i Irak, og som nu er i færd med samme succes i Afghanistan. David Petraeus nedkæmpede de største modstandere, USA kunne forestille sig på en slagmark – fra Saddam Hussein til Osama bin Laden – og endte som chef for efterretningstjenesten CIA. Men de to, som endte med at trække ham ned fra tinderne, var to kvinder, som angiveligt kæmpede om hans gunst:Paula Broadwell, en 40-årig journalist, reserveofficer, forfatter til generalens biografi og hans elskerinde i det forløbne års tid – og Jill Kelley, en 37-årig højtprofileret frivillig, der i Florida har stået for at arrangere sociale begivenheder for den amerikanske hær.

De truende mails

Broadwell afsendte en stribe emails til Kelley, som fandt dem så generende og truende i tonen, at hun valgte at gå til forbundspolitiet FBI – der svarer til Politiets Efterretningstjeneste i Danmark – fordi de afsendte emails angiveligt anklagede hende for at have »gjort noget« med Petraeus. FBI gik i gang med at undersøge sagen og fandt undervejs ud af, at super-generalen havde en affære med i hvert fald Broadwell.

I fredags krøb Petraeus så til korset; angrede sin utroskab; og trak sig fra det hidtidige højdepunkt i hans karriere, nemlig som øverste chef for CIA, USAs hemmelige tjeneste uden for landets grænser. Med den ydmygende tilbagetrækning fulgte også de langt større drømme, som mange havde på generalens vegne – nemlig at han i 2016 kunne blive en stærk republikansk præsidentkandidat.I stedet for mere hæder trækkes Petraeus nemlig nu gennem sølet i fuld offentlighed. Steve Boylan, en ven og tidligere talsmand, blev i weekenden sendt i byen på amerikansk TV for på vegne af familien at fortælle, hvor alvorligt ikke mindst Petraeus’ hustru gennem 38 år, Holly Petraeus, tager situationen:»Holly er ikke ligefrem i højt humør lige nu. At kalde hende rasende er vist en underdrivelse,« sagde vennen på den store TV-kanal ABC.

Den ubehagelige arv efter J. Edgar Hoover

USAs politiske system er også i oprør. Dianne Feinstein, demokratisk senator fra Californien og formand for efterretningsudvalget, er vred over, at hun ikke er blevet orienteret om efterforskningen tidligere: »En FBI-undersøgelse af CIAs direktør kunne jo påvirke nationens sikkerhed. Jeg mener, at vi burde have været underrettet.«

FBI-kilder siger til amerikanske medier, at de har været tilbageholdende med at gå videre med deres undersøgelse, fordi der ikke har været tegn på, at der er foregået noget ulovligt under forholdet. FBI lider stadig under efterveerne af de næsten 40 år, hvor den legendariske J. Edgar Hoover ofte brugte viden om offentlige personers sex-liv til at presse sin egen politik igennem – og er derfor i dag mere tilbageholdende.Affæren mellem David Petraeus og Paula Broadwell begyndte angiveligt først efter, at generalen fratrådte sin post i militæret og sluttede ifølge oplysningerne for fire måneder siden. Hvis det er rigtigt, er han heldig, idet utroskab faktisk er ulovligt for højtstående officerer og kan retsforfølges i militære domstole, mens det ikke er ulovligt, men blot udtryk for en sikkerhedsrisiko i CIA.Tom Coburn, fremtrædende republikansk senator fra Oklahoma, ærgrer sig over Petraeus’ bratte fald fra tinderne, men mener ikke, at der var nogen anden udvej:»Jeg mener ikke, at han havde noget valg, når man tænker på den hemmelige natur i alt, hvad hans arbejde indebar.«