Generalen der gik baglæns over broer

Myanmars befolkning er en af de mest overtroiske i verden, og de militære ledere er også på dette punkt gået i spidsen. Astrologi spiller en væsentlig rolle for landets politiske udvikling.

Myanmars generaler har en lang tradition for at støtte sig til astrologer og numerologer i politiske spørgsmål. Ne Win kom til magten i 1962,og på et tidspunkt følte han for eksempel, at landet var drevet for langt mod venstre, hvorpå han beordrede hele landets trafiksystem ændret, så man gik fra venstre- til højrekørsel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ye Aung Thu
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vælgerne i Myanmar benyttede det historiske valg 8. november til at understrege et massivt ønske om forandring og en lige så grundmuret tillid til oppositionens samlende skikkelse, Aung San Suu Kyi og hendes Nationale Liga for Demokrati (NLD).

»Så overvældende har ønsket om forandring været, at en død NLD-kandidat fik flere stemmer end sin direkte modstander fra regeringspartiet,« skrev Berlingskes Lasse Karner i lørdagens avis.

Men militæret har sikret sig en fjerdedel af pladserne i parlamentet og retten til at udpege en række nøgleministre, så landets væbnede styrker har på ingen måde sluppet tøjlerne.

Bag den øverstbefalende Min Aung Hlaing står den stadig meget indflydelsesrige, 82-årige general Than Shwe, der ledede militærstyrets »Rådet for Fred og Udvikling« fra 1992 til 2011. Det var Than, der beordrede konstruktionen af en ny hovedstad langt ude i den malariabefængte jungle på en bestemt dag og et bestemt tidspunkt.

Beslutningen var baseret på råd fra hans astrolog, der havde advaret om en overhængende fare, som alene kunne afværges ved at flytte regeringssædet. Det førte til opførelsen af en by med sekssporede motorveje og hemmelige bunkere og tunneller til generalerne. Than Shwe døbte stedet Naypyidaw, »Kongens bolig.«

Fra venstre- til højrekørsel

Myanmars generaler har en lang tradition for at støtte sig til astrologer og numerologer i politiske spørgsmål, og det kan meget vel have en afgørende indflydelse på, hvordan de forholder sig til Aung San Suu Kyis valgsejr. Når de i 1989 ændrede landets navn fra Burma til Myanmar, skete på efter råd fra sandsigere.

Landets 52 millioner indbyggere er i det hele taget nogle af de mest overtroiske i verden, og de militære ledere er mere overtroiske end flertallet, siger iagttagere.

Burma blev erklæret selvstændigt klokken 04:20, 4. januar 1948 – et særligt lykkebringende tidspunkt ifølge astrologerne.

Og da Ne Win kom til magten i 1962, baserede han mange af sine løjerlige beslutninger på astrologi og numerologi.

På et tidspunkt følte han for eksempel, at landet var drevet for langt mod venstre, hvorpå han beordrede hele landets trafiksystem ændret, så man gik fra venstre- til højrekørsel.

Hans lykketal var i øvrigt 9, så det overraskede ingen, at han på et tidspunkt indførte pengesedler med et pålydende på 45 og 90 kyat. Han gik altid baglæns over broer og badede i delfinblod for at forlænge livet. (Ne Winn blev 92 år, så den skulle altså være god nok.)

Personlig astrolog

Mange af Myanmars militære ledere har personlige astrologer, og som de fleste andre i landet tror de, at personnavne og fødselsdatoer har en særlig betydning.

»Somme tider giver de mig råd om, hvordan situationen i landet kan påvirkes ud fra et astrologisk synspunkt,« sagde den nu afgåede præsident Thein Sein således til et fransk filmhold, der i 2013 lavede en dokumentar om landet.

»Jeg er villig til at tage højde for denne rådgivning.«