Gaza: Konflikten der skiller vandene

Det årtier gamle opgør mellem Israel og Palæstina vækker i helt særlig grad stærke følelser. Mange danskere engagerer sig og vælger side – også selv om Mellemøsten er fyldt med andre konflikter, der er mere blodige og har langt større betydning for Danmark og resten af den vestlige verden.

Sårede bæres til hospitalet efter et israelsk luftangreb i Gaza søndag. Den årtier gamle konflikt i Israel/Palæstina vækker langt stærkere følelser end nogen anden af de mange blodige stridigheder i Mellemøsten. Fold sammen
Læs mere
Foto: STRINGER

Den blodige konflikt i Gaza har i de seneste uger kunnet samle adskillige demonstrationer – ikke bare i Danmark, men også i en lang række andre vestlige lande.

Mange demonstranter fordømmer Israels bombardementer og erklærer solidaritet med palæstinenserne – andre er på gaden med en støtteerklæring til Israel. Samtidig føres der på de sociale medier og på avisernes debatsider en ophedet og til tider hadefuld ordkrig mellem de to lejre.

På Facebook kritiserer indtil videre knap 15.000 brugere ligefrem Martin Krasnik, studievært i Deadline på DR2, for at have »zionistiske sympatier«, og Det Jødiske Samfund i Danmark har registreret markant flere antisemitiske hændelser efter den seneste optrapning af konflikten mellem Israel og Hamas.

Den årtier gamle konflikt vækker på den måde langt stærkere følelser end nogen anden af de mange blodige stridigheder i Mellemøsten – og i resten af verden – og en del af forklaringen er, at Israel er part i konflikten.

»Israelerne er en »slags hvide«, og palæstinenserne er en »slags brune«, og da borgerlige traditionelt holder med de første, og venstreorienterede synes, det er synd for de sidstnævnte, bliver dette også en skematik, der sænkes over problematikken i Mellemøsten,« som Dennis Nørmark, antropolog og forfatter, skrev i en kronik i Berlingske for nylig.

Glemmer de store trusler

For mange af dem, der vælger side til fordel for Israel, hænger det også sammen med, at landet er en demokratisk ø i et mere eller mindre kaotisk hav af diktaturer og islamisme. For dem, der støtter palæstinenserne, er der tale om solidaritet med et folk, der har levet under israelsk besættelse i årtier. Om støtte til en civilbefolkning, der dør, når den israelske overmagt bomber.

Langt de fleste af de tusinder, der »liker« en støtteerklæring til palæstinenserne på de sociale medier, gør det næppe, fordi de bakker op om den militante islamistiske Hamas-bevægelse, der regerer i Gaza.

Det samme gælder formodentlig alle de meningsdannere og kulturpersonligheder, der er gået sammen om en internetkampagne med krav om, at Israel stopper de igangværende bombardementer af Gaza. Men pointen er, at de tager stilling og engagerer sig aktivt i en konflikt, der ellers ikke truer Danmarks og Vestens interesser direkte.

Argumentet om, at Israel/Palæstina konflikten forpester forholdet mellem den arabiske verden og Vesten er ikke længere så valid. Ej heller er konflikten helt så blodig, som den er i mange af Mellemøstens andre slagtehuse.

Hvornår har vi eksempelvis sidst set en demonstration mod uhyrlighederne og den helt uoverskuelige humanitære krise i Syrien, hvor de yderligtgående islamisters fremmarch ifølge Politiets Efterretningstjeneste, men også ifølge mere uafhængige kilder, er blevet en terrortrussel mod Danmark og Vesten?

Eller hvor er den kampagne, der kræver, at de danske politikere, der var med til at sætte Libyens tidligere leder, den berygtede oberst Muammar Gaddafi, fra magten, tager ansvar og kommer det nordafrikanske land til undsætning, nu hvor Libyen er på randen af et blodigt og kaotisk sammenbrud?

Bliver brugt som afledningsmanøvre

Danmark og de øvrige andre NATO-lande valgte at intervenere militært for at beskytte den libyske befolkning mod en mulig massakre fra Gaddafis hånd.

Nu trues libyerne af et anarki og er underlagt en række brutale militser, der har gjort Libyen til den helt store udskibningshavn for alverdens flygtninge med kurs mod Europa.

Israel/Palæstina-konflikten kaldes alle konflikters moder, og den er i årtier blevet misbrugt af mange af Mellemøstens arabiske despoter som en afledningsmanøvre for demokratiske reformer af deres egne regimer.

Men efter de folkelige opstande under Det Arabiske Forår er de arabiske magthavere og deres befolkninger de fleste steder nu mere optaget af egne mere eller mindre væbnede konflikter.

I Danmark og andre vestlige lande kan konflikten mellem høgene i henholdsvis Israel og Palæstina derimod stadig bringe sindene i kog.