Gaseksplosion i Boston sætter 39 hjem i brand og dræber en

Der er så mange brande, at det er umuligt at se himlen, fortæller politichef Joseph Solomon fra byen Lawrence.

Boston. Mindst en person har mistet livet, og 12 andre er såret, i en række voldsomme gaseksplosioner i Boston.

Det oplyser hospitalskilder ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Omkring 70 gaseksplosioner har ramt på tværs af tre lokalsamfund i det nordlige Boston i den amerikanske delstat Massachusetts.

Politichef i byen Methuen nordvest for Boston Joseph Solomon fortæller, at 39 hjem står i brand i byen Lawrence, skriver nyhedsbureauet AP.

Joseph Solomon, der selv befinder sig i Lawrence, siger, at "der er så mange brande, at du ikke en gang kan se himlen".

Avisen The Eagle-Tribune i North Andover rapporterer, at mindst ét hjem er brændt ned til grunden. Adskillige andre står i brand som følge af en ledning, der leverer gas til hjem i Andover, North Andover og Lawrence.

Politiet i Massachusetts oplyser, at det er til stede i området, hvor betjente forsøger at hjælpe borgere med at sikre deres hjem "efter flere formodede gaseksplosioner".

- Jeg har aldrig set noget lignende, siger politichef i Lawrence Roy Vasque til The Eagle-Tribune.

Ifølge avisen er flere kvarterer blevet evakueret, og politi og brandvæsen er massivt til stede.

Myndighederne i Andover oplyser, at seks mennesker er kommet til skade i eksplosioner. To er i kritisk tilstand.

The Eagle-Tribune skriver, at brandmænd kæmper mod adskillige ildebrande i Lawrence, Andover og North Andover.

Embedsmænd opfordrer beboere til at forlade deres hjem, hvis de kan lugte gas.

- Der er flere kældre, der står i brand, siger talsmand for politiet i Andover Edward Guy.

- Vi opfordrer indbyggere til at ringe til alarmcentralen, hvis de lugter gas, og skynde sig ud af huset, tilføjer han.

I North Andover er byens gymnasium blevet omdannet til et evakueringscenter. Der er blevet lukket for gassen i bygningen for at sikre, at den ikke eksploderer.

De mange gaseksplosioner formodes ifølge myndighederne i Massachusetts at være forårsaget af for højt tryk i rørene.

Selskabet Columbia Gas of Ohio oplyste tidligere torsdag, at det ville opgradere sine gasledninger i flere kvarterer på tværs af Massachusetts. Det gælder blandt andet de kvarterer, der er blevet ramt af eksplosioner.

/ritzau/