Gammel Dylan-protestsang fundet i Sverige

En folkemusiklegende, som bor i Stockholm, har fundet en hidtil ukendt Dylan-sang fra 1963 i sit arkiv. Sangen er en protest mod USA's oprustning af atomvåben.

En protestsang af Bob Dylan kommer nu til offentlighedens kendskab 44 år efter, at den blev skrevet. Og så sker det endda i Sverige.

Det svenske dagblad Dagens Nyheter skriver, at den amerikanske folkemusiklegende Izzy Young har genfundet sangen "Go away you bomb" i sit arkiv.

Sangen afslører en vred ung Dylan, som - i nutidens ånd - syntes parat til at optræde som selvmordsbombemand og trænge ind i Det Hvide Hus for at markere sin modstand mod USA's bidrag til oprustningen af atomvåben.

- Det er en fantastisk tekst og desuden med en så tydelig modtager, siger Izzy Young til Dagens Nyheter.

Izzy Young har boet i Sverige siden 1973. Tilbage i 1960'erne styrede han Folklore Center i Greenwich Village i New York, der var et samlingssted for forfattere og musikere.

/ritzau/