Gamle sår springer op på Krim

Magtskiftet i Kiev får gamle sår til at springe op på Krim-halvøen i det sydlige Ukraine, hvor 20 blev kvæstet under en demonstration i går. Etniske russere taler om intervention fra Moskva.

Ukrainske og russiske demonstranter tørnede i går sammen tæt ved parlamentsbygningen i Simferopol på Krim-halvøen i kølvandet på de blodige gadekampe i den ukrainske hovedstad, Kiev. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

SIMFEROPOL: Refar Tjubarov rejser sig og går med hastige skridt ud af rummet med telefonen presset mod øret. Han lukker døren bag sig. Man kan høre hans ophidsede stemme.

»Vi skal undgå alle provokerende handlinger. Det er en farlig situation,« lyder det gennem døren. Da han kommer tilbage, undskylder han. Han er nødt til at aflyse interviewet. »Der er brug for mig,« siger Refar Tjubarov, formand for mindretallet af Krim-tartarer i Ukraines sydligste region.

Det er forståeligt. Eftervirkningerne af magtskiftet i Ukraines hovedstad, Kiev, bølger lige nu gennem landets østlige og sydlige del. Ikke mindst på Krim-halvøen, hvor over halvdelen af befolkningen er etniske russere, er der sprunget gnister de seneste dage.

I weekenden forsøgte tilhængere af oppositionen og protesterne i Kiev, især tartarer og etniske ukrainere, at vælte en Lenin-statue i centrum af Krims hovedby, Simferopol.

Dagen efter samlede russiske foreninger en stor demonstration foran det regionale parlament. Mange krævede en folkeafstemning om løsrivelse fra Ukraine.

Denne morgen er begge grupper nu på vej til parlamentsbygningen samtidig. Det er som om, hele byen er på benene.

»Hvorfor? De vil løsrive Krim og give os til Rusland. Det vil vi standse. Krim er ukrainsk. Vi har boet i Rusland og i Sovjetunionen. Dengang blev vores folk deporteret og dræbt, ved du. Krim må aldrig blive russisk,« siger Medsjik Muslimov fra det tartariske mindretal, mens vi går ned gennem en park mod parlamentsbygningen.

Vi hører mængden, længe før vi ser den. Flere tusinde mennesker er forsamlet. Langt størstedelen er fra det tartariske mindretal. De råber »Krim er Ukraine« og det vigtigste slogan fra Uafhængighedspladsen i Kiev: »Leve Ukraine, leve heltene«.

Foran indgangen til parlamentet står de russiske demonstranter. Nogle bærer det trefarvede russiske flag. »Rusland, Rusland,« råber folk. »Folkeafstemning, folkeafstemning,« gjalder det mellem søjlerne, så lyden forstærkes og sendes ud over hele pladsen.

I ly af omvæltningerne i Kiev

Det er som om det geopolitiske øst-vest-spil, der en stund har ligget i ly af de voldsomme omvæltninger i Kiev, er brudt ud i lys lue her i Simferopol. Splittelsen bygger ikke mindst på helt forskellige opfattelser af begivenhederne i Kiev. Blandt de russiske demonstranter taler mange om »fascistiske« grupper i hovedstaden, fordi en række nationalistiske grupper deltog i opstanden. Russiske foreninger frygter, at den nye regering vil diskriminere mod etniske russere.

»Nu sætter de medaljer på brystet af mennesker, der svingede med fascistiske flag deroppe i Kiev. De vil aldrig komme til at bestemme over os på Krim. Vi vil blot leve fredeligt her, men de vil forbyde os at tale vores eget sprog,« siger Galina Aleksandrova, der har boet hele sit liv i Simferopol.

»Stop fascisme,« råber de russiske demonstranter taktfast.

»Hvilken fascisme?« spørger Ali Özenbas, en velklædt tartarisk herre.

På Krim-halvøen har det tartariske mindretal været de stærkeste støtter af protestbevægelsen i Kiev og blandt de mest skeptiske over for Ruslands rolle. Nu frygter de, at snakken om løsrivelse i værste fald kan føre til en russisk indblanding.

»Den store trussel er, at de tager en beslutning derinde i parlamentet, der kan føre til, at de får russiske styrker til at gå ind,« siger Ali Özenbas, en advokat.

Kort efter spidser det til. En folkemængde begynder at presse de russiske demonstranter væk fra indgangen til parlamentet. Mange falder. Der er skrig. Berlingske ser mindst en hårdt kvæstet person, der køres væk i ambulance. Han er tilsyneladende blevet trampet på.

Ifølge lokale medier blev mindst 20 kvæstet, mens en ældre mand døde, tilsyneladende af et hjertestop.

Advarsel mod separatisme

Det kortvarige sammenstød i Simferopol viste i glimt et af de gamle sår, der igen er begyndt at værke i kølvandet på på blodige gadekampe i den ukrainske hovedstad og præsident Viktor Janukovitjs flugt. Ukraines fungerende regeringsleder, Aleksandr Turtjynov, advarede tirsdag mod separatisme.

»Vi har diskuteret spørgsmål om ikke at tillade tegn på separatisme og trusler mod Ukraines territoriale enhed og retsforfølgelse af dem, der er skyldige i dette,« sagde Aleksandr Turtjynov.

Frygten bunder blandt andet i, at Rusland de senere år har givet russisk statsborgerskab til mange på Krim især i byen Sevastopol, hvor Rusland har en af sine vigtigste flådebaser.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, beordrede i går en stor militærøvelse i det vestlige Rusland. En række russiske parlamentarikere har desuden besøgt Krim-halvøen de seneste dage. Rusland har dog flere gange de seneste dage understreget, at man ikke vil blande sig i krisen i Ukraine.

»Rusland forsøger ikke at bruge hård magt i Ukraine. Det vil ikke forbryde sig mod Ukraines suverænitet. Men samtidig er Rusland villig til at hjælpe landsmænd, der kan være i problemer,« siger Sergej Aksionsov, leder af Krims »Russiske Enhedsparti«.

Foran parlamentet forsøgte både russiske og tartariske ledere side om side at berolige den ophidsede folkemængde.

»Vi er alle Krim-boere. Vi har alle familier her. Lad ikke dette ende i vold, som i andre dele af Ukraine,« sagde leder af Krim-tartarernes råd Refar Tjubarov, der havde stillet sig op på en blomsterkumme.