Gambleren fra Girona

Vil den catalanske selvstyrepræsident, Carles Puigdemont, gå over i historien som en dristig frihedshelt eller en uansvarlig leder, der satsede den fredelige sameksistens i Catalonien og tabte på alles vegne?

Foto: LLUIS GENE. -Arkiv- RB PLUS Verden venter på Cataloniens næste træk - -
Læs mere
Fold sammen

Hvis alt var gået efter planen, havde Carles Puigdemont formentlig stadig været borgmester i den nordcatalanske by Girona: En lidt kantet men også talentfuld kommunalpolitiker, der måske en gang med tiden kunne blive til noget stort i det uafhængige Catalonien, som en national samlingsregering ledet af selv- styrepræsident Artur Mas skulle i gang med at bygge op.

Men alt gik ikke efter planen. Da Cataloniens to store og indtil da rivaliserende nationalistpartier, det borgerlige CiU (nu PdeCAT) og socialdemokratiske ERC, forud for selvstyrevalget i december 2015 slog pjalterne sammen for at sikre et bredt mandat til at indlede en løsrivelsesproces, endte det i stedet med, hvad man i dansk politik ville betegne som et mudret resultat.

Junts pel Sí (Sammen for et ja), som de kaldte deres koalition, opnåede langt fra det forventede flertal. Selv hvis man talte det anti-kapitalistiske parti CUP med, kunne separatisterne målt på stemmer kun mønstre godt 48 procent. Men på grund af et valgsystem, der vægter land højere end by, sad den mildest talt brogede alliance på et pænt flertal af mandaterne i selvstyreparlamentet. Og efter at have sundet sig lidt, besluttede separatisterne at fortsætte, som om intet var hændt.

Der var bare ét problem, og det er her, Puigdemont kommer ind i billedet. CUP nedlagde veto mod Artur Mas på grund af hans brutale nøjsomhedspolitik under finanskrisen, og da man skulle finde en brugbar erstatning, havde Girona-borgmesteren den helt rigtige profil.

Puigdemont er, modsat Mas og mange andre borgerlige nationalister, ikke en genfødt separatist. Han har støttet ideen om et uafhængigt Catalonien siden sin pureste ungdom. Og, nok så vigtigt, han syntes indstillet på om nødvendigt at ofre både sit politiske liv og sin uplettede straffeattest for sagen.

Hus og hjem

Med sit besynderlige Beatles-hår og et vist talent for at spille rockguitar var Puigdemont en gave til satirikere. Samtidig har der ikke været et øje tørt, når de spanske ministre med store og vedblivende problemer forsøgte at udtale hans særdeles catalanske efternavn blot nogenlunde korrekt,

Hverken det eller ret meget andet er imidlertid særlig sjovt længere. Ovenpå efterårets dramatiske løsrivelsesforsøg og flugten til Bruxelles kort efter at have udråbt en catalansk republik, der kun eksisterer på symbolplanet, fremstår Puigdemont som en hårdkogt gambler, der har satset både hus, hjem og kone i et politisk hasardspil på vegne af Catalonien.

I hvert fald viste hans – og vicepræsident Oriol Junqueras’ – strategi sig at bygge på en række fejlagtige kalkuler. Ingen europæiske regeringer tog – trods de spanske sikkerhedsstyrkers bizarre uddeling af knippelsuppe i forbindelse med den ulovlige folkeafstemning 1. oktober – Cataloniens parti, sådan som selvstyreregeringen forventede.

Samtidig, og ikke mindst, valgte en række virksomheder med storbankerne La Caixa og Banco Sabadell samt energigiganten Gas Natural i spidsen at flytte deres hovedsæder væk fra Catalonien af frygt for og i protest mod løsrivelsesprocessen.

Mange små og mellemstore firmaer overvejer fortsat at gøre det samme af den simple grund, at de bliver boykottet af samhandelspartnere andre steder i Spanien, hvor et nationalistisk tidehverv griber om sig som svar på løsrivelsesprocessen.

Har Puigdemont og hans folk ikke blot forregnet sig, men også vækket en catalanofobisk, spansk nationalisme til live, der risikerer at bombe selvstyret tilbage til om ikke stenalderen så i hvert fald til årene efter demokratiets genindførelse i 1970erne?

Eller vil hans slag i bolledejen på mellemlang sigt fremprovokere en reorganisering af Spanien med større respekt for landets sammensatte karakter?

I første omgang handler det om at fastholde positionen som en central spiller i catalansk politik.

Mod alle odds opnåede Puigdemonts til lejligheden oprettede og fra Belgien fjernstyrede liste Junts per Catalunya ved regionalvalget kort før jul et så godt resultat, at separatisternes flertal i det nye parlament har svært ved at komme udenom ham, når der i næste uge skal vælges ny præsident.

Der er bare et problem. Man kan ikke være præsident for en region, hvor man ikke opholder sig og styre den via Skype. Det mener ikke blot de spanske myndigheder, der har bebudet er indgreb mod en ny embedsperiode til den afsatte præsident, men også mange separatister.

Puigdemont har imidlertid tidlligere givet prøver sin kreativitet og sit politiske overlevelsesinstinkt. Og det er formentlig i det lys, besøget i Danmark skal ses. Som led i et kompleks spil om magten og æren i Catalonien. Konkret såvel som det symbolplan, der er afgørende vigtigt for at forstå, hvad gambleren fra Girona egentlig har gang i.