BRUXELLES: Det har kostet liv, præsidenter, en invasion, destabilisering af et helt land, borgerkrigslignende tilstande og annektering af hele landområder. Dramaet om Ukraine er langtfra slut, men ved EU-topmødet i går fuldbragte stats- og regeringscheferne den måske vigtigste beslutning overhovedet i forhold til Ukraine: Man underskrev de resterende dele af den associeringsaftale med Ukraine, som trods rasen og sprutten fra Kreml med tiden vil gøre Ukraine mere vestligt end østligt.
Hvor EU for et år siden nærmest var fodslæbende og langtfra enige om, hvor længe der skulle gå, før Ukraine fik sin underskrift, er enhver tvivl nu udelukket: EU har nu også formelt åbnet sine arme over for den østlige nabo.
Det skal ske med reformer af retsvæsenet, hvor såkaldt selektiv retfærdighed skal være en saga blot, og hvor forskellen på fængsel eller frihed ikke afgøres af, om man er på hold med den siddende præsident eller ej. Det skal ske med valglove, der sikrer gennemsigtige, frie og fair valg, hvor befolkningen kan regne med, at deres folkevalgte er kommet til magten uden snyd. Det skal sikre mindre kleptokrati og et mere stabilt demokrati og frem for alt: gøre Ukraine til et land baseret på samme grundlag som EU-lande. Dog står det klart, at det vil have endog meget lange udsigter alene at blive kandidat, som det netop er sket med Albanien.
Ikke desto mindre var det en glad og stolt ukrainsk præsident, Petro Porosjenko, der berettede for pressen om sit møde med de 28 EU-ledere i Bruxelles i går:
»Det føltes, som om Ukraine var det 29. medlem af EU. Alle var enige om solidaritet med Ukraine og om at støtte op. Vi talte om mulige yderligere sanktioner mod Rusland, men vi vil ikke have sanktioner for sanktionernes skyld. Vi har behov for dialog med Rusland, og vi håber virkelig, at det sker nu,« sagde han på et pressemøde.
EU-lederne levede ikke kun op til løfter til Ukraine. Også Georgien og Moldova fik handels- og associeringsaftaler med EU. Irakli Garibashvili, Georgiens premierminister, var mindst lige så tilfreds og forhåbningsfuld som den ukrainske præsident:
»Georgien er en del af den europæiske civilisation. Aftalen er et vigtigt skridt mod, at den europæiske drøm kan blive en realitet for Georgien. Et vigtigt skridt mod, at Georgien en dag kan blive medlem af Den Europæiske Union.«
I Kreml blev associeringsaftalerne modtaget med knyttede næver, men dog også mere fløjl end ventet:
»Konsekvenserne vil bestemt blive alvorlige,« sagde vice-udenrigsminister Grigory Karasin, der ifølge Interfax dog også tilføjede, at »selvfølgelig er underskrivelse af et så vigtigt dokument en ret for enhver stat.« Det første var næverne, det andet var fløjlen.
Kort efter lød det fra præsident Vladimir Putins talsmand, at Rusland vil »reagere«, hvis aftalen ender med at skade russiske økonomiske interesser:
Vi vil tage alle nødvendige skridt for at beskytte vores økonomi,« sagde talsmanden Dimitry Peskov ifølge Itar-Tass.
Underskrivelsen sker samtidig med at EU-lederne rasler med muligheden for yderligere sanktioner med Rusland, hvis ikke Rusland senest mandag lever op til fire krav, der samlet skal medvirke til at de-eskalere situationen og sikre fred i det østlige Ukraine, hvor russisk-støttede separatister fortsat skaber usikkerhed og frygt for yderligere destabilisering.
Kravene er:
Aftale om en verifikationsmekanisme overvåget af OSCE, der skal kontrollere overholdelse af våbenhvile og grænsekontrol.
Overdragelse af tre grænseovergange til de ukrainske myndigheder.
Frigivelse af gidsler, herunder OSCE-observatører.
Igangsættelse af forhandlinger om implementering af præsident Poroshenkos fredsplan.
De fire krav lanceres under truslen om, at EU-lederne, om nødvendigt med et topmøde, kan mødes og beslutte nye skridt. Dermed udelukkes ikke et sporskifte fra den nuværende såkaldte »anden fase,« hvor nøglepersoner samt enkelte virksomheder er ramt af sanktioner fra EU, til »tredje fase« hvor eksempelvis Ruslands olie- og finanssektor kan blive underlagt ødelæggende og bredt virkende sanktioner. EU har siden marts forberedt de vidtgående fase tre sanktioner, men man er varsom med at bruge dem idet opfattelsen i Bruxelles er, at sanktioner virker bedst som trusler. Derfor går man langsomt frem.
Gårsdagens underskrift med Ukraine er i virkeligheden en ældgammel nyhed. EU godkendte aftalen allerede i december 2012, hvor man forpligtede sig til at den blev gennemført. Dog var der tre forudsætninger for dens underskrift, løsladelse af oppositionslederen Julia Timosjenko, samt en rets- og valgreform.
I november nægtede den nu afsatte ukrainske præsident, Viktor Janukovitj at underskrive aftalen, og fyrede dermed selv op under det voldsomme oprør, der med Maidan-pladsen i Kiev som epicenter endte med at tvinge ham fra posten.
Den manglende underskrift udløste også tømmermænd i Bruxelles, hvor selvransagelsen blandt andet bød på konklusioner om, at EU aldrig havde taget opgaven tilstrækkeligt alvorligt, og at manglende enighed blandt medlemslandene reelt havde ført til et tab af Ukraine på gulvet.
Politisk vil gårsdagens underskrivelse af aftalen udløse en europæisering af Ukraine, og derfor er den et vigtigt politisk signal, siger Peter Munk Jensen, senioranalytiker ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS.
»Aftalen forankrer Ukraine i Europa,« siger han.
Men hvordan virker en europæisering egentlig? Svaret kan gives i både euro og værdier. Peter Munk Jensen forklarer, at landene får EU-bistand, både penge, rådgivning og eksperbistand, til at tilpasse sig både økonomiske og politiske EU-regler.
»Det vil grundlæggende ændre deres samfundsstruktur, modernisere, demokratisere og reformere økonomi, politik, offentlig administration, retsvæsen og samfund i europæisk retning. Landene kommer til at følge europæiske værdier, og det indebærer opgør med uhensigtsmæssige strukturer: Lukkethed, nepotisme, korruption, overregulering, subsidiering og statsstøtte,« forklarer han.
Kort sagt skal landene ifølge eksperten opfylde EU’s »grundlov«, »aquis communautaire,« som også er krav, alle EU-ansøgerlande skal opfylde. Dermed vil landene være forberedt, hvis det engang bliver politisk muligt og ønskværdigt at gøre dem til kandidatlande.
For EU er det afgørende at europæisere sit nabolag. Ikke kun fordi det er en fordel at have velhavende naboer at handle med, ikke mindst i forhold til Ukraines 45 millioner indbyggere. Stabilitet er mindst lige så vigtigt.
»Svigter EU nabolandene, risikerer man at blive mødt af grænseoverskridende udfordringer som organiseret kriminalitet, menneskehandel, forurening, politisk og økonomisk uro, frosne konflikter og illegale immigranter,« siger Peter Munk Jensen, der tilføjer, at selv om EU nu trækker Ukraine, Moldova og Georgien tættere på, end man har gjort nogensinde før med ikke-kandidat-lande, har EU-medlemskab lange udsigter.
»Mange EU-lande vil ikke støde Rusland mere end højest nødvendigt,« siger han.