Gadaffis søn indrømmer tortur mod bulgarske fanger

Seks bulgarske sundhedsarbejdere blev tortureret i libysk fængsel, erkender statslederens søn.

Otte år sad seks bulgarske sundhedsarbejdere i libysk fængsel anklaget og dødsdømt for bevidst at have smittet hundreder af børn med HIV.

Efter løsladelsen for nylig hævdede de, at de under fængselsopholdet var blevet groft tortureret for at tilstå deres "forbrydelser"

Den libyske leders søn, Saif al-Islam Gadaffi, indrømmer nu, at det var rigtigt.

- Ja, de blev tortureret med elektricitet og de blev truet med at deres familier også ville blive ramt, siger Muammar Gadaffis søn ifølge BBC til TV-stationen al-Jazeera.

En af de løsladte, den palæstinensisk fødte læge, Ashraf Alhajouj, fortalte for nylig i hollandsk TV, at han under fængselsopholdet bl.a. havde fået elektriske stød gennem ledninger der var fastgjort til hans kønsdele, at han var blevet fastspændt til en roterende stang og drejet rundt i det uendelige "som en grillstegt kylling" og at har var blevet angrebet af politihunde.

Muammar Gadaffis søn, Saif al-Islam afviser lægens andre torturpåstande, men vedgår, at der angiveligt blev anvendt elektrisk tortur mod fangerne. Han afviser yderligere, at Libyen kan blive retsforfulgt for mishandlingen

Ifølge BBC siger han videre, at flere af børnene allerede var smittede med HIV før det bulgarske sundhedsteam ankom til Libyen - hvilket også internationale forskere har påpeget.

Løsladelsen af de seks kom i stand gennem fransk initiativ - Frankrig har siden fået en stor ordre på antitank-missiler til Libyen og en international fond er blevet oprettet for at hjælpe børnenes familier.