Den gabonesiske befolkning stemte lørdag for en ny forfatning, efter at en militærjunta i august sidste år overtog magten i landet ved et kup.

Det foreløbige valgresultat, der blev offentliggjort søndag, viste, at 91,8 procent af vælgerne stemte for forfatningen, der var blevet fremlagt af militærjuntaen.

Det oplyser juntaregeringens udvalg for transition og genetablering af institutioner, CTRI.

Valgdeltagelsen var ifølge landets indenrigsministerium på 53,5 procent.

Forfatningen lægger op til, at en præsident fremover kan sidde på magten i højest to perioder af hver syv års varighed, at landet ikke skal have en premierminister, og at magten ikke må gå i arv til familiemedlemmer.

Inden kuppet havde den forhenværende premierminister Ali Bongo Ondimbas familie siddet på magten i det vestafrikanske land 56 år.

Militærkuppet i Gabon var det ottende, som Vest- og Centralafrika oplevede på blot tre år.

Raymond Ndong Sima, der efterfølgende blev udpeget som leder af overgangsregeringen, lovede få dage efter kuppet 30. august, at afholde, hvad juntaen har beskrevet som frie valg. Det skulle efter planen ske efter to år.

Brice Oligui Nguema, der var lederen af kuppet, blev imidlertid udpeget præsident for overgangsperioden.

Nguema har ligeledes lovet at overgive magten til civilbefolkningen efter en overgangsperiode på to år.

Resultatet efter lørdagens afstemning skal nu endegyldigt bekræftes af Gabons forfatningsdomstol. Herefter vil der ifølge militærjuntaen blive afviklet et præsidentvalg i august 2025.

Umiddelbart foregik valghandlingen i ro og orden ved samtlige af Gabons 2835 valgsteder.

Natten til søndag udstede juntaregeringen et dekret, der forlængede et natligt udgangsforbud "gennem hele valgprocessen".

/ritzau/AFP