Går der en lige linje fra ord til mord?

Antallet af hate crimes er steget i Europa, der har strammet lovgivningen mod hadefulde ytringer - også kaldet hate speech. I USA er der vide rammer for, hvad man må sige. Her er hadforbrydelserne blevet færre.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tegner der sig en lige linje fra den harske og hadefulde debat på nettet, som den norske galemand Anders Behring Breivik deltog i, og frem til det voldsinferno, han senere nedkaldte over hovedstaden Oslo og øen Utøya?

Er det med andre ord muligt at påvise en direkte sammenhæng mellem hate speech og hate crimes?

Ifølge den liberale tænketank CEPOS er der intet belæg for den påstand. Med afsæt i statistik fra USA og en stribe europæiske lande påpeger de, at antallet af hate crimes er steget i Europa fra 2000 til 2007. På denne side af Atlanten har mange lande en relativt stram lovgivning mod hadefuld tale ift. USA, der ikke straffer hate speech. Derovre har man til gengæld oplevet et fald i antallet af hate crimes.

CEPOS stiller sig dermed på den fløj i debatten, der bruger ventilargumentet. Jo mere åben og grænseløs debat vi har, jo bedre kan ekstremister få luft for deres aversioner, hvilket afholder dem fra at føre deres argumenter frem med vold.

»Jeg kan ikke gå ud og sige, at der er en klokkeklar sammenhæng mellem en fri debat og færre hate crimes. Men ud fra det, vi har kigget på i Europa og USA, er der en del, der tyder på det. Der er hvertfald ikke noget, der tyder på, at forbud mod hate speech skulle føre til færre hate crimes,« siger Jacob Mchangama, chefjurist i CEPOS.

Hadefuld tale antændte nazismen

Britiske Eric Heinze, professor ved Queen Mary University of London og internationalt anerkendt ekspert inden for hate speech-lovgivning, henviser til, at historien leverer sin form for dokumentation for koblingen mellem voldsomme ord og voldelige handlinger. I 1930ernes Weimar-republik var hadefuld tale mod jøderne uden tvivl med til at antænde nazismen, siger han, og hadske ord stak også ild til borgerkrige i Rwanda og det tidligere Jugoslavien.

»Men ingen af de lande havde en lang historie med stabile, velstående demokratiske institutioner. Og det udgør hele forskellen,« pointerer Eric Heinze og supplerer:

»Historien giver os nogle ledetråde. Men de ledetråde holder ikke i stabile demokratier. Her har vi al slags tale, som kan få alle mulige mennesker til at gøre alle mulige ting, og at forbyde alt det, ville betyde, at der ikke ville være nogen ytringsfrihed«.

Men har vi ikke også eksempler på at hadefuld tale fører til vold i stabile demokratier?

»Jo, men problemet med den slags beviser inden for de demokratiske samfund er, at de er alt for diffuse. De beviser alting, og de beviser ingenting.«

Lars Hovbakke Sørensen, ekstern lektor på Københavns Universitet med speciale i nordisk og europæisk politik, ser ikke en direkte, men dog en indirekte forbindelse mellem ord og vold.

»Der vil altid være ekstreme kræfter, som vil tage de ideer, der præger samfundsdebatten og bruge dem som anledning til at foretage deres voldelige handlinger,« siger han og henviser til Italien, hvor man langt op i 1990erne havde et nyfascistisk parti i parlamentet.

»Det lagde ikke en dæmper på de voldelige aktioner - hverken fra den yderste venstrefløj eller højrefløj i Italien. Tværtimod.«

Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen har også givet sit input i debatten om tonen i debatten, som han mener bliver grovere og grovere.

»Der er ingen tvivl om, at der selvfølgelig er en linje mellem det at tale om had og slå over i vold. Men den linje bliver smallere og smallere, jo mere hadefuld tonen bliver,« siger han.

Hvad baserer du det på?

»Ikke andet end almindelig sund fornuft«