Fyrsten af Italiens højrefløj

Med fusionen af sit eget parti med Italiens reformerede nyfascister har Silvio Berlusconi i en alder af 72 befæstet sin position som italiensk højrefløjs fyrste og er i fuld gang med at ommøblere et halvt land efter sit eget billede. Når det hele er gjort op, kan man påstå, at Silvio Berlusconi anno 2009 er lige så magtfuld som den fascistiske diktator Benito Mussolini var det i 1922.

Italiens premierminister, Silvio Berlusconi, lod sig hylde 27. marts under den stiftende kongres i hans nye parti »Il Popolo della Liberta«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Filippo Monteforte/AFP

»Jeg vil forsøge aldrig at skuffe jer. I har givet mig et stort og fantastisk ansvar, det at føre jer, at føre frihedens folk. Jeg håber at være på højde med det.«

Selvsikkerheden var ikke til at tage fejl af. Og mens ordene blev udtalt, forvandledes salen til et krydstogtskib med den store crooner ved mikrofonen i balsalen. Efter fusionen mellem partierne Forza Italia og de reformerede nyfascister i Alleanza Nazionale i slutningen af marts har Italiens højrefløj fået et nyt parti, Il Popolo della libertà, »Frihedens Folk«, og det har en kun alt for genkendelig profil: Den er ikke så høj, går i dobbeltradet jakkesæt og er i besynderlig kraftig vækst, især på toppen af issen.

Premierminister Silvio Berlusconi har i en alder af 72 år befæstet sin position som italiensk højrefløjs fyrste, og med de to partiers kraft bag sig ser intet ud til at kunne standse hans efterhånden 15-årige amokløb gennem det italienske politiske landskab mod republikkens øverste embede. Han skal i hvert fald snuble over en meget stor sten for ikke at blive Italiens næste præsident, når den gamle kommunist Giorgio Napolitanos mandat udløber i 2013. Og der er efter fusionen på højrefløjen ikke mange store sten tilbage:

Oppositionen ligger i ruiner efter valgnederlaget for et år siden, splittet på kryds og tværs. Dommerstanden, som var Berlusconis evige forfølger med efterforskninger og retssager for stort set alt fra mord til skattesnyd, er blevet stækket af en særlov, som giver Berlusconi immunitet, så længe han er regeringsleder. Den kritiske presse er trængt tilbage til overskuelige øer i et hav af konsensus. Han er aldrig blevet tvunget til at løse sin interessekonflikt som erhvervsmand og politiker. Tvært imod er denne konflikt bare vokset med tiden, og de sammenblandede interesser er blevet udnyttet på det groveste, hvilket immunitetsloven blot er det seneste eksempel på. Var den lov ikke blevet indført, havde Berlusconi risikeret en streng fængselsdom for bestikkelse af en engelsk sagfører, der optrådte som vidne i en anden retssag mod Berlusconi. Det er stort set kun mediematadoren Rupert Murdoch og hans TV-selskab Sky, som presser ham på indtjeningen. Han har stort set hele republikken i sin hånd og skal ikke stå til regnskab for nogen, undtagen når præsidenten ringer med forfatnings-klokken.

Når det hele er gjort op, kan man påstå, at Silvio Berlusconi anno 2009 er lige så magtfuld, som den fascistiske diktator Benito Mussolini var det i 1922. Under alle omstændigheder er han den italienske politiker efter Anden Verdenskrig, som kommer den fascistiske diktators magt nærmest. Også selv om han under det stiftende møde for det nye fælles parti, »Frihedens Folk«, klagede over, at han som regeringsleder ikke har tilstrækkelig magt, men stort set udfylder en pedelrolle i den italienske forfatning. Som efter hans mening bør ændres, hurtigst muligt, så han, Berlusconi, får magt, som han har agt. Hvad det mere præcist går ud på, kom han ikke nærmere ind på i sin tale til de 6.000 delegerede. Men det er kendt, at Berlusconi er led og ked at at blive korrekset af præsidenten, som kan standse lovforslag, han finder i strid med forfatningen.

Blonde og nybørstede
På det stiftende møde for det nye parti blev Silvio Berlusconi som forventet kåret som ny leder. Og som forventet var der hverken modkandidater eller skriftlige afstemninger. Alt forløb som planlagt, og alt så ud som planlagt: Med de forreste rækker besat af pæne, unge mennesker, kvinderne som regel med blondt, nybørstet hår. På præsenterbakken lå også Berlusconis nye hemmelige våben til det kommende EU-valg: Hun hedder Barbara Matera, er 28 år og har en fortid som finalist i den nationale skønhedskonkurrence Miss Italia, programoplæser på nationalt TV, letpåklædt brevpige i diverse underholdningsprogrammer.

Udvalgt og promoveret af Chefen i egen person. Ganske som Italiens nuværende ligestillingsminister, Mara Carfagna, som med Berlusconis hjælp tog skridtet fra mekaniker-kalenderen til politik.

En af Italiens førende kommentatorer, den tidligere avisredaktør Eugenio Scalfari, bragte i en klumme det rygte til torvs, at de pæne unge mennesker på de forreste rækker i virkeligheden var statister, hyret gennem et bureau. »Men måske er det ikke sandt,« skyndte han sig at tilføje.

Sandt er det i hvert fald, at Silvio Berlusconi efter partisammenlægningen har tilendebragt en 15 år lang rejse og kan betragte sit værk som den stærkeste politiske realitet i Italien. En realitet, som oppositionen ikke skal regne med forsvinder af sig selv lige med det samme, men lige så godt kan begynde at indstille sig på at skulle bekæmpe på et mere kvalificeret grundlag end tidligere. For hvis Berlusconis gamle parti var en kulørt drage, der flaksede fra side til side i den store rorgængers vind, så har dragen med Alleanza Nazionale som hale nu fået den nødvendige tyngde til at blive et mere solidt og levedygtigt parti. Det vurderer i hvert fald Eugenio Scalfari.

»De fleste meningsmålinger siger, at Berlusconis parti vil forsvinde, når dets leder ikke længere er Berlusconi, at partiet ikke vil overleve sin grundlægger. Det, mener jeg, er forkert. Fusionen med Alleanza Nazionale har ikke bragt nye ideer på banen, men givet partiet mulighed for at leve ud over Berlusconis lederskab. Dette er den merværdi, som Forza Italia, hvis det var forblevet alene, ikke ville have haft.

Alleanza Nationale er mindre flydende end Forza Italia. Derfor er den mere modstandsdygtig over for tidens gang. Så uanset hvem der kommer til at lede partiet efter Berlusconi, vil det nye parti eksistere i mange år fremover og det bliver ikke nemt at afmontere den sociale blok, der er skabt omkring det. Det kan venstrefløjen lige så godt indstille sig på med det samme,« konkluderede Eugenio Scalfari i sin ugentlige søndagsklumme i dagbladet La Repubblica.

Persondyrkelse
Alt andet end varm luft, altså. Men hvad er det så, partiet, som ifølge Berlusconi går efter 51 pct. af de italienske stemmer og derefter tilsyneladende har i sinde at blæse på de resterende 49 pct., vil? Er det det 21 århundredes fascisme, som Italien og Europa står over for?

Persondyrkelsen, foragten for de demokratiske spilleregler og populismen er i hvert fald ikke til at tage fejl af. På den stiftende partikongres blev det også bebudet, at vælgerne fremover vil få indflydelse på den førte politik gennem permanente net-afstemninger. Kommentatoren Edmondo Berselli undgår ordet, men får sagt det alligevel:

»Pdl (Popolo della libertà, red.) markerer ikke starten på en moderne tidsalder i italiensk politik, men det er noget, som har sine rødder dybt begravet i den »italienske tanke«, i et lukket og korporativistisk 1900-tal, for nu ikke at sige mere.«

Lidt hjælp fra ordbogen er nødvendig her: »Korporativisme (af latin corpus: legeme, krop) betegner gerne en fast organiseret og ensartet samfundsform med nært samarbejde mellem erhvervsliv, organisationsvæsen og statsmagt. Efter mellemkrigstiden har ordet haft et fascistisk anstrøg og været forbundet med autoritære politiske regimer rettet mod arbejderbevægelse og åben interessekamp.«

Sidste gang, den korporativistiske samfundsmodel blev praktiseret i Italien, var under Benito Mussolinis fascistiske diktatur.

Mussolinis barnebarn
Således kan Gianfranco Finis frustration virke forståelig. Nu havde han lige brugt over ti år på at afsværge sig Mussolini og al hans væsen og fremstå som en ægte demokrat. Og så glider hele hans parti alligevel ind og bliver opslugt af et nyt, sort hul.

Helt uden knubbede interne ord skete sammenlægningen da heller ikke.

Gianfranco Fini havde kun haft hånlige ord til overs for Berlusconis idé om et fælles parti, da han uden at have konsulteret Fini foreslog det i fuld offentlighed i efteråret 2007. Men han slugte pillen, måske i erkendelse af, at det var Berlusconi, som havde lukket ham og de dengang ganske ureformerede nyfascister ud af den politiske ghetto, da han i efteråret 1993 åbent erklærede Fini sin støtte til borgmestervalget i Rom. Et valg, Fini tabte, men grundlaget for et tæt politisk samarbejde var skabt. Fini var ganske vist i starten en kende arrogant over for den politiske opkomling Berlusconi. Men da opkomlingen på få måneder formåede ikke bare at skabe sit helt eget parti ud af et ribben af sit forretningsimperium, men også at vinde parlamentsvalget, blev tonen mere føjelig. De to partier har siden været uadskillelige, og Fini har siden været den evige nummer to og blev efter valget sidste år belønnet med posten som formand for det italienske parlaments underhus, deputeretkammeret. En hæderfuld post. Men også lidt af et sidespor at betragte sammenlægningen fra. Måske var det derfor, at Fini lod undslippe en advarsel mod »cæsarisme« og slet ikke viste sig på den stiftende kongres’ tredje og sidste dag. I erkendelse af, selvfølgelig, at terningerne i realiteten var blevet kastet for længe, længe siden.

Med i det nye parti er også en myriade af småpartier og personager fra højrefløjen, som under Berlusconis dobbeltradede vinger nu har fundet et nyt hjem. Den mest kendte af dem er uden tvivl Benito Mussolinis barnebarn, den efterhånden 46-årige Alessandra Mussolini, som aldrig har lagt skjul på sin beundring for sin bedstefar. Hun meldte sig i sin tid ud af Alleanza Nazionale, da Gianfranco Fini begyndte at tage afstand til Mussolini og partiets fascistiske arv. Men nu er de to altså samlet igen, i en måske ny og måske større sags tjeneste.

»Vores mission er at føre Italien ud af denne alvorlige krise,« sagde Berlusconi i sin tiltrædelsestale på partikongressen. En krise, som ikke vil forhindre os i at gennemføre det, vi havde i sinde at gøre for de unge, for skolen, for universiteterne, for kvinderne, for miljøet.«

Di Pietros dom
Italiens oppositionspartier var ikke inviteret med, men måtte følge begivenhederne gennem pressen. Den tidligere undersøgelsesdommer og folkehelt Antonio Di Pietro fra det lille parti Italia dei Valori, »Værdiernes Italien«, var som sædvanlig oprørt over lugten fra Berlusconis bageri.

»Der er al god grund til at skille os af med ham, mens tid er,« udtalte han til La Repubblica. Og på spørgsmålet om, hvordan det skulle ske, svarede han:

»I politik eksisterer der kun to måder. Den ene er Bastille-metoden, men det er en uacceptabel metode. Den eneste løsning er at blive ved med at informere den offentlige opinion, så den undgår at blive ført bag lyset.«