Fyret FBI-chef til Senatet: Trumps angreb mod FBI er løgne

Donald Trump fyrede FBI-chefen James Comey 9. maj. Torsdag er første gang, han udtaler sig til offentligheden.

Donald Trump fyrede FBI-chefen James Comey 9. maj. Torsdag er første gang, han udtaler sig til offentligheden. Fold sammen
Læs mere
Foto: BRENDAN SMIALOWSKI

Der er behov for også at høre præsident Donald Trumps version af de begivenheder, som den fyrede FBI-direktør, James Comey, har beskrevet i et skriftligt vidneudsagn.

Det understreger formanden for det amerikanske senats efterretningskomité, republikaneren, Richard Burr, torsdag eftermiddag.

Her bliver den tidligere FBI-chef afhørt i et tætpakket lokale.

Forud for høringen udsendte Comey onsdag sit vidneudsagn.

Her hævder han blandt andet, at Trump flere gange bad ham udvise loyalitet, og at præsidenten opfordrede ham til at droppe FBI's efterforskning af den fyrede nationale sikkerhedsrådgiver, Michael Flynn.

Samtalerne med Trump fik Comey til at bekymre sig om, hvorvidt præsidenten forsøgte at skabe en form for afhængighedsforhold eller yde Comey »politisk beskyttelse«.

Han oplevede samtalerne med præsidenten om FBI's Rusland-efterforskning som meget »foruroligende«, siger han på høringen.

Donald Trump fyrede James Comey som FBI-direktør 9. maj.

Som afsked fra Trump lød det, at Comey ikke var i stand til »effektivt at lede bureauet«.

Den fyrede FBI-direktør blev derfor forvirret, da han i fjernsynet hørte, at præsidenten fyrede ham på grund af en igangværende undersøgelse af Ruslands indblanding i valget. Det siger han i under høringen i Senatet.

Han kalder Donald Trumps angreb mod FBI for »løgne«.

Under høringen gentager Comey, at han ikke er i tvivl om, at Rusland blandede sig i det amerikanske valg. Han tilføjer, at det ikke er hans rolle at afgøre, hvorvidt Donald Trump forsøgte at stå i vejen for retfærdighed under deres samtaler.

/ritzau/