Fyr op for konen

Storbritanniens sidste heks blev dømt i 1944 og døde tolv år senere uden benådning. Nu vil hendes barnebarn have dommen annulleret - hvilket ikke er så nemt endda. Man sku' tro det var løgn...

Briterne er berygtet for meget: At de ikke kan spille fodbold. At de frituresteger al deres mad. At de holder for længe på traditionerne - også de mindre gode af slagsen.

Det sidste blev understreget særlig tydeligt forleden. En række dagblade oplivede historien om Helen Duncan og hendes dom. Hvilket gav anledning til både forargelse og selvransagelse blandt briterne. Tænk at det ikke er længere siden...

Historien begynder i januar 1944. Tyskerne har angrebet de britiske øer, afskåret dem fra omverdenen og sænket to krigsskibe. Briterne selv er godt i gang med forberedelserne til D-dagen. Og her vil man nødig have nyhederne om de sænkede skibe ud - for den slags højner ikke moralen.

En kold vinterdag holder Helen Duncan så seance i havnebyen Portsmouth. Hun er mor til fire sønner, hvoraf de to gør tjeneste i flåden. Desuden er damen en kendt spiritist - hun rejser rundt og agerer medium for åndernes dunkle verden, komplet med blafrende ostelærreder og til nød lidt pisket æggehvide ud af munden.

Alle elsker dette bjerg af et kvindemenneske og valfarter til hendes møder. Blandt hendes klienter findes både premierminister Churchill og kong George VI. For man føler sig opløftet bagefter. I bedre humør. Og humør er godt med raketter susende om ørerne og udsigt til faldende rationer af rapsolie.

Men den dag i januar går det galt. To hærdebrede søofficerer dukker op, tænder lyset og slæber den skrækslagne fru Duncan med på stationen. De næste begivenheder giver alle briters retsfølelse et hekseskud for boven og fylder forside efter forside i de krigshærgede medier. Men lige lidt hjælper det.

Thi nu oprulles en af krigens mærkeligste sager. Den første af slagsen i over hundrede år. Nyheden om de to skibes forlis er nemlig sluppet ud. Fru Duncan har angiveligt truffet forældrene til en af de unge mænd på »HMS Barham« og fortalt om ulykken - længe før nogen andre vidste af den. Hvad gør man så?

Inde i højesteretten Old Bailey sidder lærde herrer med paryk og diskuterer en lov fra 1735. Kort efter kendes medieguruen skyldig i sort magi. Helen Duncan er en heks.

Dommen sendte chokbølger gennem landet dengang. Fruen sad fængslet de næste ni måneder og kom sig aldrig igen. Churchill besøgte hende og kaldte dommen fummelfingret. Men lige lidt hjalp det: Helen Duncan døde i 1956 uden undskyldning fra officiel side.

»Myndighederne kunne ellers bare have bedt hende holde op,« udtalte barnebarnet Mary Martin til avisen The Guardian i sidste uge - »hun havde jo fire sønner i krig og ville aldrig have sat landets sikkerhed på spil med vilje.«Samme barnebarn har sat en mindre folkebevægelse i gang. Farmoderen skal renses. Det bliver de sidste fire hundrede års hekse nemlig rask væk i USA og mange andre steder. Processerne har også fået landets feminister og andre mørkemagter på stikkerne. Visse websider efterligner det engelske ord for folkemord og kalder fænomenet »gendercide«, kønsmord. For desværre er henrettelse af kvinder med eller uden intuition stadig aktuel mange steder. Ifølge en nylig opgørelse bliver der årligt brændt omkring hundrede hekse på det afrikanske kontinent alene.Winston Churchill tog konsekvensen i 1951 og ophævede loven. Siden har der ikke været lignende sager for den engelske højesteret. Den kvindeangste gennemsnitsbrite må ikke længere brænde kæresten af. Men godt fyre op for konen derhjemme.