Fund af skrækvåben i Butja

Det seneste fund er et tillæg til russernes brutale fremfærd overfor civilbefolkningen i Ukraine, mener ekspert.

 
Præsident Zelenskyj besøger den krigshærgede by Butja. Video: AP/Ritzau Scanpix Redigering: Alma Vrå Hjorth Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I 54-årige Svitlana Chmuts gårdhave i den ukrainske by Butja er der gjort et gruopvækkende fund.

Ja, adskillige faktisk.

Flere små pile har boret sig ind i presenningen, som ligger over hendes bil, så den nærmest er blevet sømmet fast til køretøjet. I gårdhaven har hun fundet flere lignende pile.

»Hvis du kigger godt efter på jorden rundt om mit hus, vil du finde langt flere af dem,« siger Svitlana Chmut til Washington Post.

Der er tale om såkaldt Flechette-ammunition – og ifølge den ukrainske kvinde stammer de mange små pile fra en russisk artillerigranat.

Ifølge en ekspert lægger det nye alen til fortællingen om russernes brutale fremfærd overfor civilbefolkningen i Ukraine – og ikke mindst i selve Butja.

»For mig virker det som om, det er en del af den sædvanlige russiske terrorisering af civilbefolkningen,« siger den pensionerede generalløjtnant Arne Bård Dalhaug til Dagbladet.

De små, sømlignende Flechette-pile kan affyres fra haglgeværer eller ligge i bomber og artillerigranater.

Fælles er dog, at der bestemt ikke er tale om et præcisionsvåben, men derimod et våben til at sprede skræk, lemlæstelse – og død.

Derfor mener Arne Bård Dalhaug, at brugen af Flechette-ammunition er i grænselandet for at være forbudt af de internationale konventioner, fordi de ikke kan bruges mod militære mål.

»Det her er nok en ny grænseoverskridende hændelse. Vi ser, at russerne i stadig større grad er villige til at udsætte civile for død og risiko,« siger Arne Bård Dalhaug.

Russerne brugte Flechette-ammunition i Aleppo under den syriske borgerkrig.