Fukushima er endelig under kontrol

Efter ni måneder med radioaktive læk kan Japan nu erklære det ødelagte Fukushima atomkraftværk for under kontrol.

Foto: David Guttenfelder / POOL

Den værste atomkrise siden Tjernobyl-ulykken i 1986 er nu bragt under kontrol. Japanske medier oplyser fredag, at landets premierminister Yoshihiko Noda, som overtog posten midt under atomkrisen, senere i dag ventes at komme med den officielle meddelelse.

Siden jordskælvet og den altødelæggende tsunami ramte Japan 11. marts, har beredskabsfolk, teknikere og strålingseksperter trodset Fukushimas radioaktive lækager i forsøget på at få de overophedede reaktorer under kontrol. Undervejs har arbejderne flere gange opdaget lommer med meget kraftig stråling - sågar dødelige doser. 

Fire af værkets seks reaktorer blev alvorligt beskadiget af eksplosioner, og kølingssystemerne satte ud af kontrol. Mere end 80.000 japanere måtte evakueres fra zonen rundt om atomkraftværket, hvor flere målinger viser, at radioaktive stoffer har spredt sig i området. Spærrezonen opretholdes stadig i en 20-kilometers radius fra værket.

Ejerne af Fukushima, firmaet Tepco, har fortsat problemer med det forkrøblede kernekraftværk. Så sent som i sidste uge blev det opdaget, at 45 kubikmeter radioaktivt kølevand var lækket ud i havet. Krisen på Fukushima fik tidligere på året den daværende premierminister Naoto Kan til at vende på en tallerken og annoncere, at Japan helt bør udfase kernekraften. 

Ved samme lejlighed blev byggeriet af 14 nye a-værker droppet. Forsøget på at vise handlekraft gjorde dog ikke megen gavn, og Naoto Kan måtte træde tilbage i august. Holdningen i den japanske befolkning er, at regeringen i mange år har været alt for venlig over for atomindustrien. For eksempel er nødvendige sikkerhedstjek af a-kraftværker blevet udsat, og gamle værkers lovbestemte levetid er blevet forlænget.