Fukushima bliver bedre til at holde tæt

Strålingen i havet og naturen rundt om atomkraftværket er faldende og har været det længe. Men krisen er langt fra slut.

Foto: HO. Der er små fremskridt på det ødelagte Fukushima-værk. Men det kan igen blive nødvendigt at udlede radioaktivt kølevand i Stillehavet, oplyser Tepco.
Læs mere
Fold sammen

Mens kirsebærtræerne springer ud over alt i Japan, falder radioaktiviteten i området rundt om det forkrøblede atomkraftværk Fukushima 1. Det samme gør strålingen i havet ud for værket, som overvåges nøje.

Tirsdag var forureningsniveauerne nedadgående i samtlige 16 vandprøver, og "kun" i tre af målingerne var der radioaktive stoffer, som oversteg de tilladte værdier.

Det var de radioaktive stoffer Cæsium-137 og -134 som oversteg grænseværdierne mellem 1,4 og to gange. Tidligere, da atomkrisen var på sit højeste, fandt japanerne doser, som var flere hundrede gange over de tilladte grænser.

Ustabil situation

Situationen på Fukushima-kernekraftværket er dog fortsat ustabil, og Tepco, som ejer og driver værket har meddelt, at det igen kan komme på tale at pumpe store mængder radioaktivt vand fra kølebassinerne ud i Stillehavet.

Beredskabsstyrelsen i Danmark følger stadig situationen på Fukushima tæt. Faktisk i døgndrift fortæller chefen for det nukleare beredskab, Michael Brøndel

- Situationen stadig er ustabil, og det vil den være så længe japanerne ikke har fået den almindelige køling af reaktorerne i gang igen, siger han.

Robot arbejder i høj stråling

Meldingen fra Tepco er, at der vil gå mellem seks og ni måneder før situationen på Fukushima er under fuld kontrol. Selvom det kan lyde som lang tid, spår eksperter, at der kan gå endnu længere tid.

Ifølge Tepcos tidsplan skal de kommende tre måneder gå med at køle de overophedede reaktorer med havvand. Derefter skal lækagerne i reaktor 1-3s vandsystemer tætnes. Senere skal brændselsstavene i reaktorerne køles endnu mere ned, og reaktorbygningerne skal dækkes til for at minimere de miljømæssige konsekvenser mest muligt.

Strålingen inde i reaktorbygningerne er fortsat for høj til at mennesker kan arbejde derinde, så Tepco sender en fjernstyret robot ind for at filme skaderne, foretage målinger og udføre mindre reparationer. Se billederne her.

Japans premierminister Naoto Kan siger i dag, at i begyndelsen af næste år vil regeringen tage stilling til om de mere end 200.000 evakuerede fra Fukushima-området kan vende tilbage til deres hjem.

Jordskælvet og den frygtindgydende tsunami ramte Japan med ødelæggende kraft den 11. marts.

Se billederne: Japan en måned efter

Soldater bevægede sig tirsdag frem til et område ti kilometer fra Fukushima-komplekset for at lede efter savnede og omkomne. Det er det tætteste, som eftersøgningsmandskabet har været på atom-anlægget siden de første radioaktive udslip for over halvanden måned siden.