Fugleinfluenza spreder sig igen

Fugleinfluenza rammer Frankrig, Tyskland og Tjekkiet, og i flere andre lande er sikkerhedsberedskabet øget. Ingen grund til panik, siger myndighederne.

Fugleinfluenza er igen på fremmarch flere steder i Europa.

I Frankrig har myndighederne hævet beredskabet, efter at den problematiske H5N1-virus er blevet konstateret i tre døde svaner den nordøstlige del af landet.

Også i Tyskland og Tjekkiet er der flere udbrud.

Fugleinfluenza kan i meget sjældne tilfælde sprede sig til mennesker og være dødelig. Når sygdommen alligevel frygtes, der det fordi, at H5N1 måske kan ændre sig og skabe en såkaldt pandemi som den spanske syge i 1918-19. Den kostede bl.a. 14.000 danskere livet.

I de senere år er relativt få mennesker omkommet på verdensplan som følge af fugleinfluenza. I de fleste tilfælde fordi ofrene var i nærkontakt med smittet fjerkræ.

/ritzau/