Fugleinfluenza fundet på kyllingefarm i Slesvig-Holsten

Efter fund af fugleinfluenza i vilde fugle i det nordlige Tyskland, har smitten nu spredt sig på kyllingefarm.

Arkivfoto: Et tilfælde af fugleinfluenza er fundet på en kyllingefarm i Slesvig-Holsten. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er fundet et tilfælde af fugleinfluenza på en kyllingefarm i Slesvig-Holsten i det nordlige Tyskland.

Det oplyser delstatens landbrugsministerium, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Meldingen kommer, efter at der i sidste uge blev fundet tilfælde af fugleinfluenza i vilde fugle i det nordlige Tyskland.

I Holland, som er Europas største eksportør af kyllinger, har man de seneste uger fundet flere tilfælde af fugleinfluenza siden slutningen af oktober.

Torsdag har de hollandske myndigheder besluttet, at 200.000 kyllinger skal aflives, efter at der er fundet et nyt tilfælde af fugleinfluenza på en farm i den østlige del af landet.

I Frankrig er det torsdag blevet meldt ud, at trusselsvurderingen for fugleinfluenza i landet øges til »høj«.

Beslutningen blev truffet som følge af det stigende antal tilfælde af fugleinfluenza, der har vist sig i det vestlige Europa den seneste måned.

Omkring halvdelen af Frankrig bliver betegnet som områder med »høj risiko« for fugleinfluenza, mens resten af landet betegnes som områder med »medium risiko«.

Den høje risikovurdering betyder, at kyllingefarme skal holde deres dyr indendørs.

Derudover skal farmene bruge beskyttende hegn, som forhindrer kontakt med vilde fugle, som kan sprede fugleinfluenzaen.

»Tilstedeværelsen af virusset i vilde dyr nær den franske grænse retfærdiggør, at vi hæver risikovurderingen,« skriver den franske regering i en kendelse.

Fugleinfluenza er en smitsom virussygdom, som rammer fugle.

Sygdommen kan medføre en dødelighed hos fjerkræ på op til 100 procent, skriver Fødevarestyrelsen.

Fugleinfluenza smitter normalt ikke mennesker. I sjældne tilfælde er der dog påvist sygdom hos mennesker, der har haft tæt kontakt til fugle, skriver styrelsen.

/ritzau/