Frygten på Fairfield Street

Hvad sker der, når førende amerikanske kommentatorer kalder Obama for en Hitler, der bygger koncentrationslejre og vil konfiskere våben? Og bliver ved med at sige det? Spørg Richard Poplawski, der skød tre politibetjente i raseri over »den nye verdensorden«.

Forrige lørdag morgen skød og dræbte 22-årige Richard Poplawski i Stanton Heights, Pittsburgh, tre politibetjente, som hans mor havde tilkaldt efter et skænderi med sønnen. Ifølge en af de lokale aviser angrer Poplawski ikke det mindste, men er derimod »skuffet over«, at han ikke myrdede fem, som han havde regnet med. Fold sammen
Læs mere
Foto: Reuters

Et øjeblik falder sneen så tæt, at flagene, blomsterne og huset forsvinder. Den tænderklaprende vind har tilsyneladende foretaget en knibtangsmanøvre omkring sig selv og fanget alle elementerne i et tæppefald. Men så nemt og nådigt er det ikke at udviske det passerede.

For få sekunder senere letter sneen, og det er der alt sammen endnu – flagene, blomsterne, rødstenshuset med de tilskoddede vinduer og den tilskoddede dør – og værst af alt: Fornemmelsen af, at nogle af de mest utilfredse elementer i det amerikanske samfund vejrer morgenluft.

Jeg har tilbragt en uge på rejse gennem det Amerika, der befinder sig midt mellem de to kyster, og når den sidste musikradiostation giver op, og kun AM-senderne med de politiske og religiøse vækkelsesprædikanter er tilbage, stiller frekvensen også ind på en virkelighed, der er ganske anderledes end den gængse. Præsident Obama er en utilsløret marxist, globalist og ateist, og snart vil verdensregeringen og verdensvalutaen komme, og snart vil sortklædte agenter også komme og konfiskere amerikanernes våben, lyder det. Én af de mest populære radiokommentatorer, Alex Jones, advarer mod »en ny verdensorden«, som »vil fratage dig dine frihedsrettigheder«.

En våbenhandler fortæller, at han ikke kan følge med ordrerne på ammunition og våben. »Folk forbereder sig på Obamas reelle marxistiske dagsorden,« siger han.

I en kirke i Texas hævder en taler, at præsident Obama vil konfiskere alt guld og sølv, og hun opfordrer tilhørerne til at skjule ædelmetallerne – i baghaven eller i udlandet.

Som dagene skrider frem, bliver moro til ængstelse, for den slags ord falder ikke i et vakuum. Husk tilbage til præsident Clinton, som blev udsat for den samme vask og strygning. »Bimmelim,« sagde mange hovedrystende dengang, men der er et marked for bimmelim, og en morgen i 1995 manifesterede Timothy McVeigh sit had i Oklahoma City. 168 mennesker mistede livet, da den dekorerede Golfveteran sprængte en forbundsbygning i luften i det dengang hidtil værste terroranslag mod USA.

Og en morgen i 2009 manifesterede Richard Poplawski sit had i Pittsburgh.

Stanton Heights er et kvarter med gode hensigter og snusfornuft; det er her politibetjente, brandmænd og lærere bor i et velholdt kvarter, hvor vejen til rigdom går gennem en lotterigevinst, og hvor tilværelsen topper over en havegrill og kulørte lamper.

Midt i kvarteret boede Richard Poplawski; han var 22 år, men havde skuffelser for det dobbelte antal år. Han blev smidt ud af skolen, han blev smidt ud af marineinfanteriet, han blev smidt ud fra en arbejdsplads, og nu var han så flyttet hjem til sin mor her på Fairfield Street.

I forrige uge, natten til lørdag, gik Poplawski gennem kvarteret. Han havde en .380 kaliber pistol i bæltet og sine to pittbull-hvalpe i hælene, og han endte hos nogle venner, hvor han holdt et politisk foredrag.

Lørdag morgen sov han længe, hans mor vækkede ham, det kom til et skænderi, og hun ringede til politiet. »Kom og hent ham,« sagde hun. »Jeg vil ikke se på ham mere.«

»Husspektakler,« lød anmeldelsen, og politiet kom ni minutter senere. To betjente bankede på døren, moderen lukkede dem ind – »Tag hans røv med,« råbte hun, men før hun kunne sige flere ukvemsord, hørte hun en serie af skud. To meter væk stod Richard Poplawski bevæbnet med en AK-47 halvautomatisk riffel. Han havde skudt de to betjente. »Hvad fanden har du gjort,« hujede moderen og forsvandt ned i kælderen.

En tredje betjent dukkede op for at hjælpe, og han trådte uforberedt ind i dramaet og blev skudt i maven. Han kom ud ad døren, hvor han faldt om. Poplawski var overbevist om, at de to første betjente bare spillede døde, og han skød ind i hovederne på dem.

Betjente og specialuddannede snigskytter dukkede op, Poplawski skød vildt omkring sig og ramte nabohuse og nabobiler og sårede yderligere to betjente, og han ringede til en af sine venner og sagde, at »nu skal jeg dø«, men efter fire timer overgav han sig.

Han var kommet på andre tanker. »Jeg vil hellere leve og skrive en bog i fængslet,« sagde han senere.

Den morgen i Stanton Heights døde tre betjente, tre ægtemænd og tre familiefædre – Stephen Mayhle, Paul Sciullo og Eric Kelly – og den morgen vågnede Amerika op til et kildent spørgsmål: Hvem slog betjentene ihjel?

Spørgsmålet er på overfladen simpelt. Det gjorde Richard Poplawski. Han kom, han skød, han dræbte, han blev anholdt, han blev sigtet, og – ifølge lokalavisen Pittsburgh Post-Gazette – er han ganske ubodfærdig og skuffet over, at han kun myrdede tre betjente og ikke fem, som han havde regnet med.

Betjente går nu foran gerningsstedet her på Fairfield Street og forsøger med moderne laserudstyr at udregne projektilspor, og forbipasserende har foran huset arrangeret en pyramide af blomster, opsat sort sørgebind og et amerikansk flag, og om aftenen tænder de blå elektriske lys og sætter dem i vinduerne.

Men spørgsmålet er også usimpelt, for Richard Poplawski og hans AK-47 kom ikke ud af ingenting.

I de seneste måneder har en række førende højreekstremistiske kommentatorer for alvor åbnet for posen med sammensværgelsesteorier.

Glenn Beck er således øjeblikkets mand på Fox News, ingen har oplevet en seerfremgang som han, og han opnår den ved skiftevis af kalde præsident Obama marxist, socialist og fascist, og han opnår den ved at tale om forlydender om, at det amerikanske svar på Beredskabsstyrelsen allerede er i gang med at bygge de koncentrationslejre, som skal huse Obamas opponenter. Og han opnår den ved at forudse en blodig borgerkrig og kalde Obama for »en heroinsælger, der vil tilvænne amerikanerne til den heroin, der er regeringsslaveri«. Obama opretter regeringsprogrammer, der skal indoktrinere børnene, og det minder om de tidlige dage under Adolf Hitler, siger Beck, og »depression og revolution er, hvad der venter« – og våbenkonfiskation.

Mediekritikeren Eric Boehlert har fundet en række andre eksempler på, hvad fremtrædende kommentatorer ellers har kogt sammen. På Fox News sagde Dick Morris, at »alle de skøre kuler i Montana, som vil dræbe forbundsbetjente, fordi FN er ved at overtage USA – de er ved at få ret«, og den højreorienterede blogger Erick Erickson opfordrede for nylig sine læsere til at tæve ufordragelige politikere – »hvornår vil folk komme op af sofaen, marchere ned til regeringsbygningen, trække politikerne udenfor og slå dem til spillemænd, fordi politikerne er idioter?«

Den konservative skuespiller Chuck Norris talte for nylig om en ny revolution – om stater og områder, der skulle løsrive sig fra Obamas forbundsrepublik, og han ville godt selv være præsident for Texas, sagde han, og det republikanske kongresmedlem, Michelle Bachman, sagde, at hun i Kongressen betragtede sig som »udenrigskorrespondent bag fjendens linjer«, hun forudsagde politiske opdragelseslejre og en verdensvaluta, og hun opfordrede amerikanerne til at være »bevæbnede og farlige«.

Og ude i Amerika er der et villigt publikum.

Siden Obama i november blev valgt som præsident, er salget af våben og ammunition eksploderet. En våbenkøber skal have en rutinemæssig tilladelse, og nogenlunde det samme antal amerikanere, som der er indbyggere i Danmark, har siden november søgt om sådan en tilladelse – 5,5 mio. mennesker. Eller 1,2 million flere end i samme periode for et år siden. I et interview på radionetværket NPR fortalte våbenhandler Johnny Dury fra San Antonio, at både våben og ammunition blev revet væk, og han talte om et »før Obama-salg« og et »efter Obama-salg«, og mange dage kunne han simpelt hen ikke følge med efterspørgslen, for »folk vil have våben for at kunne forsvare sig selv. De er bange for socialist-typerne, der vil overtage banker og olieselskaber ... og deres største frygt er, at de ikke længere kan købe våben og ammunition til at forsvare sig med«.

Richard Poplawski så fjernsyn, han lyttede til radioen og læste blogs, og han begyndte selv at levere til den højreekstreme blog Stormfront.

Bl.a. linkede han til indslag af førnævnte Glenn Beck – indslaget om koncentrationslejre – og han linkede til radiokommentatoren Alex Jones, der talte om den kommende frihedskamp, og han rasede selv om sammensværgelsen mellem Obama, medierne og bankerne, han rasede mod jøderne og de sorte, og han forudsagde en Obama-politistat med koncentrationslejre og opdragelsesanstalter, og igen og igen hævdede han, at Obama snart ville komme efter amerikanernes våben, men – sagde han – han ville ikke give sig uden kamp, og den udtalelse fik med tiden en mere og mere uheldssvanger klang.

Det lyder alt sammen som en bekræftelse på, hvad en professor i mediepolitik for nylig advarede om i New York Times.

Mens Richard Poplawski kun var kendt blandt læserne på Stormfront, advarede Jeffrey Jones mod de store megafoner, der nærede de mest betændte dele af Amerika.

»Nogle mennesker hører, at deres værdier er under angreb, og de bliver bekymrede, og for nogle af dem bliver det en mulighed for at slå igen.«

Så hvad skal man gøre ved de store megafoner?

»Det er det forkerte spørgsmål,« siger den moderate kommentator Shaun Miller. »Det rigtige spørgsmål er, om megafonerne har krydset kridtstregen mellem ytringsfrihed og incitament til vold, og det sidste er ikke beskyttet i forfatningen.«

Miller mener ikke, at de endnu har krydset kridtstregen, »men de går lige på den, og det er kun et spørgsmål om tid, før en person som Timothy McVeigh (...) dukker op, og det for alvor går galt«.

Efter Timothy McVeigh og Oklahoma City sagde daværende præsident Clinton: »Vi hører i dag i Amerika så mange vrede stemmer, hvis ene formål synes at være at gøre nogle mennesker så paranoide som muligt og resten af os så splittede som muligt. De spreder had. Med deres ord efterlader de det indtryk, at vold er acceptabel.«

Clinton opfordrede alle amerikanere, der ikke er enige med »udsprederne af had«, til også at bruge deres ytringsfrihed. »Det er på tide, at vi alle rejser os op og taler imod den form for uforsvarlig tale og adfærd.«

Og hvad siger megafonerne selv – hvad siger Glenn Beck?

At kritikerne vil tage hans ytringsfrihed fra ham, og at det kun bekræfter, hvad han hele tiden har sagt: »Der er fjender af Amerika. Nogle af dem er i udlandet. Andre er i Amerika. Kald det at sprede frygt – eller kald det sandheden,« fastslog han.