Frivillige strømmer til jordskælvsområde

Det voldsomme jordskælv i Italien har fået tusindvis af frivillige til at strømme til for at deltage i redningsarbejdet. - Værre end på fjernsynet, siger vidne.

Ødelagte huse i den italienske landsby Pescara del Tronto efter jordskælvet natten til onsdag. Scanpix/Marco Zeppetella Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

København/Rom. Tusindvis af frivillige fra hele Italien søger mod den centrale Rieti-provins, hvor det voldsomme jordskælv onsdag lagde flere byer i ruiner.

De står midt i støvet og graver sig gennem murbrokkerne i håb om at finde overlevende.

Mange ejer ikke professionelt udstyr, men er iklædt t-shirts, tennissko og de styrthjelme, som de normalt bruger, når de fræser afsted på deres motorcykler.

Omkring 5.400 personer arbejder under Afdelingen for Civil Beskyttelse i jordskælvsområdet. Flere er brandmænd og soldater, men ifølge Reuters er over halvdelen frivillige.

Jordskælvet ramte det centrale Italien natten til onsdag og har indtil videre er der fundet 241 døde. Dødstallet blev nedjusteret lidt i løbet af torsdagen.

- Vi har hjulpet med at grave seks eller syv lig ud, fortæller 23-årige Marco Palatroni.

Han er kørt omkring 40 minutter sammen med sine venner for at hjælpe med gravearbejdet i den lille by Pescara del Tronto.

- Jeg troede ikke, at det ville være så voldsomt, som det så ud i fjernsynet, men det er endnu værre, siger han.

Pescara del Tronto ligger højt på siden af en idyllisk bjergdal, og jordskælvet fik byen til at falde fuldstændig sammen.

Husene er kollapset ovenpå hinanden, og nu arbejder en flok mænd og kvinder på at finde de indbyggere, der stadig savnes.

Den unavngivne leder af redningsoperationen i landsbyen byder hjælpen fra de mange frivillige velkommen.

- I det første døgn er det en stor hjælp med alle de frivillige, vi kan få, siger han.

Han er dog især glad for den ekspertise, som de frivillige fra Den Alpine Redningsgruppe besidder.

De er almindelige mennesker, der i hverdagen bruger deres fritid på at øve sig i at lave redningsarbejde. Den træning har de nu brug for.

Nogle af de frivillige tog også del i redningsarbejdet efter det voldsomme jordskælv, der ramte den italienske by L'Aquila i 2009. Her blev flere end 300 mennesker dræbt.

- Dette er værre end L'Aquila, fortæller 41-årige Stefano.

Han er kørt 70 kilometer fra sin hjemby for at hjælpe til.

- Dette sted er bare en bunke murbrokker. Der er ingenting tilbage.

/ritzau/